Sankt Karl Borromæus Gruppen

Argentinske ærkebiskop Aguer

Hans Excellence Hector Aguer er ærkebiskop emeritus over La Plata i staten Buenos Aires i Argentina, og altså en tidligere nær kollega af pave Frans. Han har 18/7 (i sidste uge) skrevet et stærkt hyrdebrev til forsvar for den liturgiske tradition. Vi bringer nedenfor nogle uddrag (originalen findes i sin helhed her).

Ærkebiskop Aguer (f. 1943)

Den populistiske håndbog siger, at man skal vinde de unges tillid og tilslutning. Men det sker, at unge i dag er mistænksomme over for afvigelser og progressive eventyr, og at de foretrækker og elsker Tradition.

Det er således interessant at notere, at unge mennesker generelt har været begejstrede for muligheden for at deltage i den uforandrede [traditionelle, red.] messe, som det med stor visdom og pastoral iver blev muliggjort af Benedikt XVI, da han etablerede den “ekstraordinære form” af den romerske ritus i 2007 gennem sit motu proprio Summorum Pontificum. Det er selvfølgelig ikke kun unge mennesker, der siden da har holdt sig til den århundreder gamle ritus, hvor de opdagede betydningen af mysteriet; men især blev de nye generationer blændet af en præcision, højtidelighed og skønhed, som de aldrig havde kendt før, og som de ikke fandt i den “eukaristiske fejring”, der blev opfundet af frimureren Annibale Bugnini og hans hold af specialister.

Den romerske ritus blev til i de første kristne århundreder og blev siden overleveret nærmest uændret. Et stort antal helgener kendte kun den. I 2007 reddede Benedikt XVI den som en “ekstraordinær form”, og tusinder af unge mennesker opdagede den som en perfekt form for tilbedelse af Gud, der gør korsets offer nærværende på en sakramental måde.

Dyderne præcision, højtidelighed og skønhed, efterlader – når de dyrkes i liturgien – et kulturelt aftryk i form af en frugtbar evangelisering. En fordomsfri og objektiv læsning af dokumentet Sacrosanctum Concilium viser sammenhængen mellem 2. Vatikan koncil og den store kirkelige tradition. En helt anden ting er reformen af ritualerne, især messens ritual, Bugninis og hans holds arbejde.

“Traditionalisterne” og “de traditionsbundne” ønsker bare at føle sig “hjemme”, når de går til messe. At “gå tilbage” er her i virkeligheden og “at gå fremad” – at blive drevet frem af den store traditions kraft. At genoprette er at rekonstruere, at genopbygge, at genskabe den orden, der altid vil være gyldig. Der er ingen død, ildelugtende fortid, i det – det er mere som Lazarus efter fire dage i graven: noget levende, nærværende, evigt, som vi skal videregive til fremtiden. Dette er kristendommens friskhed og ungdom.