
I anledning af de traditionelle tamperdage i fasten (onsdag, fredag og lørdag før 2. søndag i fasten) fejres messe i Jesu Hjerte kirke på lørdag kl. 10. Tamperdagene er særlige faste- og bodsdage i hver af de fire årstider, hvor vi takker Gud for skaberværket som det manifesterer sig i årets gang. Ordet “tamper” kommer af de latinske tempora, (års)tid. Oprindelsen til tamperdagene går tilbage til Kirkens første århundreder, og var almindelig udbredt på Pave Leo den stores tid (5. århundrede). De blev formentlig indstiftet som erstatning for hedenske fester, hvor man ofrede gaver og bad til de romerske guder; Kirken helliggjorde de gamle skikke ved, efterhånden som Romerriget kristnedes, at “omvende” også dem til den nye tro. Og i år 494 foreskrev pave Gelasius I at præstevielser skulle finde sted på tamperlørdagene. På den måde fastede alle de troende som offer og taksigelse for de nyviedes kald.