Den fransk-katolske avis La Croix rapporterer 19/12 om en kirkestrid der synes lidet kendt i Vesten, og som angår den såkaldte syro-malabariske kirke som er uneret med den romerske katolske, og har 3 millioner medlemmer, hovedsageligt i det sydlige Indien. Pave Frans har nemlig truet med at ekskommunicere 400 præster fra denne kirke, der nægter at fejre messen (delvist) ad orientem, sådan som en synode i denne kirke ellers i 2021 har besluttet det skal gøres. Konkret udgør denne nye messeordning sig om en blanding af den traditionelle syro-malabariske ritus, der fejres ad orientem ganske som kirkens øvrige traditionelle riter, og en praksis inspireret af de facto situationen i Vesten, hvor den nye latinske ritus normalt fejres med ryggen til Østen og tabernaklet, versus populum. De 400 præster som nu trues af ekskommunikation ønsker at fastholde muligheden af versus populum, og striden herom har bl.a. fået den ledende biskop, Kardinal George Alencherry, til at træde tilbage den 7. december i år. Man taler ligefrem om en liturgisk krig i kirken, der bl.a. har ført til sultestrejker, voldelige optrin med afbrænding af billeder af katolske kardinaler, og lukning af domkirken i Ernakulma-Angamaly i december 2022, som er hovedkirke for en halv million af kirkens medllemmer.
Der vil, i givet fald, blive tale om en historisk spaltning i den katolske kirke, som føjer sig til en række af mere eller mindre åbne stridigheder om liturgien, som har efterfulgt den vestlige liturgireform i 1969. Forestillingen om, at man kan gennemtvinge en ensformighed i liturgien ved at forbyde riter, som nogle af de troende har kendt gennem det meste af deres liv – her, paradoksalt nok en, der minder en del om novus ordo missae – viser sig således også her som en kilde til strid snarere end til enhed. At elskede og historisk etablerede liturgiske riter ikke blot er ydre former, som man kan ændre eller forbyde ved dekret, hænger sammen med at disse riter er netop vokser sammen med den folkelige fromhed – man kan kun ved et skrivebord adskille troen og dens rituelle udtryk. Må dette pontifikat ikke gå over i historien som et ufredens og spaltningens pontifikat, må vi genfinde den visdom der gennemsyrede tridentinerkoncilets beslutning om, at anerkendte liturgiske riter “som har været praktiseret i mere end 200 år” ikke kan undertrykkes, ja, måske med en kortere tidshorisont. Blandingsriter er ikke løsningen heller. Hvorfor risikere sjælenes frelse og Kirkens enhed for at efterstræbe en ydre og påtvungen enshed, som Kirkens rituelle udtryk i øvrigt aldrig har kendt?