“Hvis du, når du ofrer din gave ved alteret, kommer ihu, at din broder har noget imod dig, så forlad din gave der foran alteret, og gå først hen for at blive forsonet med din broder, og vend så tilbage for at gøre dit offer” (Magnificat antiphon).
Denne søndags liturgi handler om tilgivelse af sår, om broderlig forsoning. Det tager sit afsæt i et afsnit af en af epistlerne fra apostlen Peter, hvis fest fejres i denne måned, og fra en del af Bjergprædikenen fra Matthæusevangeliet.
Jesus fordømmer ikke kun den ydre drabshandling, men også den indre vrede, der fører os til den, for vreden nærer ønsket om at befri os fra vores næste. “Denne vrede har tre grader,” siger Sankt Augustin. Den første er, når man beholder vreden i sit hjerte (Postcommunion), den anden, når en udtrykker sin vrede, og den tredje, når du åbent foragter den, du er vred på (Epistle).
“Det sande offer er forsoning med vores bror,” siger St. John Chrysostomus. “Det første nødvendige offer til Gud,” tilføjer Bossuet, “er et hjerte fri for al koldhed og uvenlighed over for sin broder” (Méditations, 14).
Den bedste måde at komme til kærligheden er at elske Gud, at længes efter evighedens goder (Kirkebøn) og efter besiddelsen af lykken i Himlen, som man kun kan nå gennem den fortsatte udøvelse af denne retfærdige dyd. “En ting har jeg bedt Herren om, om dette vil jeg bede, at jeg bo i Herrens Hus alle mine livs Dage.” (Kommunion).
Kilde: Dom Gaspar Lefebvre, OSB, 1945, tilpasset og forkortet.