Epistel: Filipperne 1:6-11 Evangelium: Matthæus 22:15-21
Gud, vor tilflugt og styrke, hør din hellige Kirkes bønner, og giv os, at det, vi beder om i tro, må vi virkningsfuldt opnå. – Fra kollekten for den toogtyvende søndag efter pinse
Søndagens evangelium foregår i den hellige uge og viser Kristi fjender, der forsøger at “fange ham i hans ord” (Matt 22:15). De ved, at Jesus er en, de ønsker at slippe af med, spørgsmålet er blot hvordan.
Da farisæernes disciple sammen med herodianerne nærmer sig Jesus, tiltaler de ham som “mester” (i den danske Bibel er oversættelsen “mester”, men “lærer” er en mere bogstavelig oversættelse af det underliggende græske ord). Umiddelbart lyder dette som en ærestitel til Jesus. Men i alle tilfælde undtagen ét, hvor nogen andre tiltaler Jesus som “lærer” i Matthæusevangeliet, ønsker denne person at anklage, udfordre eller teste ham. Udtrykket, som udtrykker stor respekt i jødisk kultur på den tid, bliver derfor nedladende når det bruges af Kristi modstandere. De ser ham tydeligvis som en falsk lærer, hvis indflydelse over folket skal overvindes.
Kristi forfølgere tror, de har fundet en perfekt måde at fange ham på: at bruge den forhadte romerske skat som et våben mod ham. De spørger: “Mester, vi ved, at du er sanddru, og lærer Guds vej i sandhed, og du bryder dig ikke om, hvad folk mener; for du ser ikke på personens stilling. Sig os derfor, hvad du mener. Er det tilladt at betale skat til kejseren eller ej?” (Matt 22:16-17). De forsøger først at blødgøre Jesus med smiger, og planlægger derefter at springe på ham, uanset hvad han svarer. Hvis han siger, at man skal betale skatten, vil det jødiske folk ikke længere se på ham som en mulig Messias, for at opnå uafhængighed for Israel, og befri landet fra udenlandske undertrykkere, blev set som et primært kald for den Salvede. Men hvis han taler for at nægte at betale, vil de romerske myndigheder helt sikkert gribe ind mod ham. Uanset hvad vil farisæerne slippe af med denne ballademager.
Men Jesus er den store læser af menneskers hjerter. Selvom han er rig på barmhjertighed og medfølelse, har han ingen tålmodighed med dem, der åbent håner Gud. Han svarer først ved at afsløre deres indre tanker: “Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere?” (Matt 22:18). Ved at gøre dette afslører han falskheden hos sine forespørgere. Derefter, mest for folkemængdens skyld, giver han sit nu berømte svar:
“Vis mig skattens mønt.” Og de rakte ham en mønt. Og Jesus sagde til dem: “Hvis billede og indskrift er dette?” De svarede: “Kejserens.” Så sagde han til dem: “Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” (Matt 22:19-21)
De fleste, der har læst dette afsnit, fokuserer naturligt på dets lære om kristnes pligter over for staten. Men Kristi ord her bør ikke begrænses til en simpel lektion i samfundslære; han sætter kort og præcist alting i den rette orden. En simpel mønt, der er skabt af kejseren, tilhører med rette kejseren—han har ret til at bede om at få den tilbage. Men hvad tilhører Gud? Det menneskelige hjerte. Og Gud har ret til at bede mennesket om at give det tilbage til Ham. Hjertet er det, som farisæerne havde korrumperet ved ikke virkelig at give det tilbage til Gud. Jesus vender deres spørgsmål om et mindre politisk emne til en mulighed for at belære sine tilhørere om, hvad der virkelig er væsentligt — at give sit hele hjerte til tjeneste for Gud.