De tyske bispedømmer har i det seneste årti forsøgt at overtrumfe synodalitetsideologien med en såkaldt “synodal vej”, hvor hele den katolske trospraksis er til afstemning blandt de der orker at deltage i endeløs snak med på forhånd givne konklusioner: ægteskabets sakramente kan reduceres til en opsigelig kontrakt, eukaristien er et tegn på fællesskab ingen kan udelukkes fra, etc. etc. Kort sagt: den katolske tro reduceres til humanistiske værdier der ikke har anden værdi end dagens kurs i snakken. Det lyder jo let og populært. Ser vi så et boom i tysk katolicisme? Overhovedet ikke. Hundredetusinder af katolikker forlader officielt den synodale rutchebane hvert år. I 2024 blev der i hele Tyskland præsteviet … 29 personer. En betydelig del af de nyviede (fx alle i det tidligere Østtyskland) er over 45 år. I 11 af landets 27 bispedømmer var der overhovedet ingen præstevielser. Den synodale vej er blind: den ender, med statistisk uundgåelighed, i ingenting. Derfor hader dens tilhængere den fremgang, som både de traditionelle præsteselskaber (FSSP, ICRSP etc.) og de traditionelle menigheder så tydeligt oplever, med flere præstekald og flere ikke-pensionerede kirkegængere end en af Verdens mest velhavende nationalkirker. Tiden er ved at løbe ud for disse tilhængere, til tonerne af Kim Larsens “Om lidt blir her stille”. Men er det virkelig nødvendigt for dem at lukke resten af Kirken?
Sankt Karl Borromæus Gruppen
Den traditionelle Messe i København – hver søndag kl. 18 i Jesu Hjerte kirke
