Sankt Karl Borromæus Gruppen

Det var løgn

Den første dag i juli byder på ikke mindre end en bombe under Pave Frans’ motu proprio Traditiones Custodes fra 2021, i hvilket det hedder at det udstedes “having considered the wishes expressed by the episcopate” (under hensyn til de ønsker som blev udtrykt af biskopperne). I følgebrevet til skrivelsen er det endnu tydeligere: “I instructed the Congregation for the Doctrine of the Faith to circulate a questionnaire to the Bishops regarding the implementation of the Motu proprio Summorum Pontificum. The responses reveal a situation that preoccupies and saddens me, and persuades me of the need to intervene…” Her henvises til et rundspørge blandt verdens biskopper fra 2020, som handlede om deres erfaringer med frigivelsen af den traditionelle messe fra 2007. Svarene blev aldrig offentliggjort, ej heller den sammenfattende rapport som man – når man ser på det brutale indgreb overfor den traditionelle messe – skulle tro var meget negativ. Men i dag 1/7 2025 er rapporten, sammen med citater fra biskoppernes fritekstsvar, blevet lækket.

Og det er bomben: rapporten er overordnet positiv og advarer mod forandringer af Pave Benedikts regler fra 2007. Læses rapporten i sin helhed – det er et sammendrag på 5 sider, så det er overkommeligt – ser man, hvorfor den blev holdt hemmelig: Traditiones Custodes er i strid modsætning til biskoppernes anbefalinger, og henvisningen er derfor ikke mindre end en lodret løgn – der blev ikke taget hensyn til biskopperne, og undersøgelsen var spil for galleriet. Den kunne kun bruges som undskyldning for det ideologisk motiverede overgreb på den overleverede liturgi, hvis den blev holdt hemmelig!

Traditiones Custodes byggede altså på en løgn, ja det indeholdt løgnen direkte. Det kan herefter ikke gå for stærkt med at annullere dette infame dokument, genindføre den liturgiske fred i Kirken og forsøge at gøre det godt, som i mellemtiden er ødelagt og nedbrudt mange steder i verden. Samtidig bør man anerkende og belønne de biskopper, der som vor egen biskop Czeslaw lod de berørte troende og præster være i fred i de forbandede fire år fra 2021 til 2025, hvor mange troede at Traditiones Custodes byggede på erfaringer og ønsker i en synodal kirke, snarere end på enkeltpersoners ideologiske modvilje mod Pave Benedikt og Kirkens liturgiske tradition.