Pixi-versioner på engelsk: her og her
Vi vil her forsøge i grove træk at formidle resultater og metoder i et helt nyt videnskabeligt studium af den katolske kirkes nyere historie. Der er ikke tale om et klassisk historisk studium, som fremstiller begivenheder på basis af forskellige kilder. Studiet kommer fra en privat, men gammel og velestimeret forskningsinstitution i USA, NBER (“National Bureau of Economic Research”), som hovedsageligt beskæftiger sig med analyse af økonomiske forhold, fx af økonomiske krisers forløb og hvad der forårsager dem. Der er altså i hovedsagen tale om forskning baseret på “hårde facts”, hvor metoderne involverer avanceret statistik. Det gør dem sværere at gennemskue for menigmand, men også mere objektive i den forstand, at resultaterne er reproducerbare – dvs.: enhver kan, med samme metoder, nå frem til præcis samme resultat, uanset “holdninger” til emnet.
Der er ikke noget odiøst i kravet om specialistviden når det gælder fuld indsigt i forskning. Mange vigtige videnskabelige discipliner er helt eller delvist afhængige af statistiske metoder – fx medicin, ingeniørvidenskab, naturvidenskab og, altså, økonomi. Det kan måske være vanskeligere at forlige sig med, at sådanne metoder kan give indsigt i religiøse forhold – så længe disse er “kvantitative”, og altså kan analyseres på basis af data (tal). Det skal understreges, at resultaterne er helt uafhængig af, hvad forskerne eller andre mener om de forhold der undersøges. At undersøgelsen viser at 2. Vatikankoncil har haft en stærkt negativ effekt på bestemte forhold i den katolske kirke (fx kirkegangsprocent blandt katolikker) må altså ikke forveksles med en holdning til 2. Vatikankoncil. Man kan fx stadig mene at koncilet var så godt at det var prisen værd, eller at kirkegangsprocent ikke er en væsentlig faktor i Kirkens velbefindende.
Inden vi siger mere om metoden bag studiet, vil vi kort sammenfatte hovedresultaterne:
- Når vi ser på kristnes deltagelse i gudstjeneste globalt (her målt som deltagelse mindst månedligt), er der store forskelle i udviklingen mellem forskellige lande og verdensdele; overordnet er der (stor) tilbagegang i det “globale nord” (groft sagt, nord for ækvator samt Oceanien) og et mere grumset billede i det “globale syd” (Afrika, Sydamerika, Sydøstasien), hvor fx katolicismens tilbagegang i Sydamerika opvejes af fremgang i andre kirkesamfund.
- Sammenligningen mellem katolsk kirkegangsprocent, og kirkegangsprocent i andre kristne trossamfund, viser en overordnet og tidsbestemt tendens til relativ tilbagegang i den katolske kirke i perioden fra 1965 til 2014; denne “relative tilbagegang” er 4% per årti i perioden, og denne tilbagegang kan (når der kontrolleres for andre forhold) i grove træk isolere effekten af 2. Vatikankoncil: en tilbagegang på 20% i perioden (mens den absolutte tilbagegang er større, fordi der også er andre forhold involveret). Tendensen fandtes ikke før 1965.
- Undersøgelsen har også set på, om kommunismens sammenbrud i årene omkring 1990 har haft en lignende (måske endda positiv) systematisk effekt, men det er der ikke belæg for at hævde.
Forfatterne opsummerer selv resultaterne således (oversættelse fra rapporten, som er på engelsk): 2. Vatikankoncil, 1962-1965, udløste en nedgang i global katolsk kirkegang, relativt til andre kirkesamfund. Derimod påvirkede kommunismens fald i begyndelsen af 1990’erne ikke kirkegangen systematisk. Forfatterne kommenterer også nedgangen: De uforudsete, gennemgribende reformer som koncilet medførte (måske mest velkendt afskaffelsen af messe udelukkende på latin) påvirkede katolsk tro og praksis dybt, så meget, at sociologer kalder begivenheden “det mest betydelige eksempel på en institutionel religiøs forandring siden reformationen” (…) disse resultater kan forklare, hvorfor mange religiøse autoriteter tøver med at modernisere deres lære eller gøre deltagelse i religionen mere barrierefri.
Vi tillader os til at tilføje, at når kirkegangsprocent som her bruges som mål for religiøs tilslutning, kan der nok være grund til at tillægge den liturgiske forandring særlig vægt ift. netop koncilsæraens effekt på tilslutningen til den katolske kirke.
Så kommer vi til det mere “kedelige”, som ikke desto mindre er vigtigt at tage et blik på, hvis man vil forstå hvordan disse resultater siger mere end at der har været tilbagegang siden koncilet. Det har nemlig ofte været hævdet, at tilbagegangen – særlig i det “globale nord” – måske skyldtes forhold der ikke afhang af reformerne, fx generel samfundsudvikling, kulturelle forandringer osv.; resultaterne modsiger ikke dette, men gør det muligt at isolere effekterne af koncilsreformerne og vurdere deres bidrag, som altså er betydeligt.
Altså: hvilke data og metoder bygger studiet på?
Det med data er det letteste. Studiet er baseret på data fra det internationale socialvidenskabelige forskningsprogram ISSP (“International Social Survey Programme”). ISSP gennemførte i 1991, 1998, 2008 og 2018 en omfattende spørgeskemaundersøgelse i 66 lande, hvor man spurgte et stort antal mennesker (flere hundrede tusinde) ikke blot om deres aktuelle religiøse praksis, men også fx om hvor ofte de gik i kirke som børn (11-12 år), og hvor ofte deres far og mor dengang gjorde det. Det giver – pga. respondenternes forskellige aldre – data, som rækker helt tilbage til 1920’erne. Man kan selvfølgelig tænke sig, at erindring om kirkegang for længe siden er mindre troværdig, men disse data har ved sammenligning med større og samtidige nationale undersøgelser vist sig at være pålidelige. Man kan med disse data også konstatere mere velkendte fænomener, fx at større krige og katastrofer i almindelighed fører til (kortvarige) perioder med mere udbredt kirkegang, at kvinder går mere i kirke end mænd, at tilbagegangen er større i det globale nord, og så videre.
Den relative tilbagegang for katolsk kirkegang konstateres ved at sammenholde udviklingen blandt katolske kristne med tilsvarende tal for andre kirkesamfund. En markant forskel opstår netop i årtiet efter 1965, hvor de foregående årtier havde en stort set parallel udvikling (se figur). Forskellen fortsætter så langt data rækker. Idet koncilet og de efterfølgende reformer er en så skelsættende begivenhed, og udelukkende påvirkede den katolske kirke, kan man (med størst mulig kontrol af andre mulige faktorer) konstatere det ovenfor skitserede. Sammenligningen med indflydelse af andre skelsættende begivenheder, fx kommunismens fald, bestyrker analysen, som i øvrigt er baseret på en statistiske metode der kaldes regressionsanalyse. Det falder udenfor rammerne af katolikker.dk at gå nærmere ind på hvordan og hvorfor dette virker, men det er de samme metoder man bruger når man fx vil undersøge effekter af en økonomisk reform. Der er ikke noget forkert eller kontroversielt i at bruge sådanne metoder på reformer i Kirken, når man vil gå videre end til polemik og lokale eller personlige oplevelser.
Ingen nok så overfladisk gennemgang af et nyt studium er komplet uden forbehold. Der refereres til et “working paper”, som endnu ikke har gennemgået fagfællebedømmelse og derefter er blevet publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. Der er også fremsat kritik her. Kritikken kommer ikke fra fagfæller, men fra en katolsk blog; indvendingerne er relativt naive ift. undersøgelsens substans (fx fremhæves eksempler på enkeltlande, hvor man så en absolut tilbagegang for Kirken også før koncilet). Vi følger op, hvis studiet mod forventning støder på mere afgørende indvendinger.