“Sine dominico non possumus!” Uden Herrens gave, uden Herrens dag, kan vi ikke leve: Det var svaret, som blev givet i år 304 af kristne fra Abitene i det nuværende Tunesien, da de blev taget i at fejre den forbudte søndagseukaristi, og stillet for dommeren. De blev spurgt, hvorfor de fejrede den kristne søndags eukaristi, selvom de vidste, at det blev straffet med døden. “Sine dominico non possumus”: I ordet dominicum / dominico er to betydninger uløseligt sammenflettet, og vi må igen lære at genkende deres enhed. Først og fremmest er der Herrens gave – denne gave er Herren selv: den opstandne, som de kristne simpelthen har brug for at have tæt på og tilgængelig for sig, hvis de skal være sig selv. Men denne tilgængelighed er ikke blot noget åndeligt, indre og subjektivt: mødet med Herren er indskrevet i tid på en bestemt dag. Og således er det indskrevet i vores hverdag, vor legemlige og fælles eksistens, i timeligheden. Det giver et fokus, en indre orden i vores tid, og dermed i hele vort liv.
For disse kristne var søndagens eukaristi ikke et bud, men en indre nødvendighed. Uden Ham, der opretholder vores liv, er dette liv tomt. At undvære eller forråde dette fokus ville berøve livet selve dets fundament, at fjerne dets indre værdighed og skønhed.
Gælder denne holdning hos datidens kristne også for os, der er kristne i dag? Ja, det gør det, vi har også brug for et forhold, der opretholder os, der giver retning og indhold til vores liv. Vi har også brug for adgang til den Opstandne, som opretholder os gennem, og hinsides, døden. Vi har brug for dette møde, som bringer os sammen, som giver os frihed, som lader os se ud over hverdagens travlhed til Guds skabende kærlighed, hvorfra vi kommer, og som vi rejser mod.
