Danske aviser skriver lidt og ofte overfladisk om katolske forhold. Så meget mere interessant er det for os at erfare at de liturgiske begivenheder i Rom i den seneste weekend har vakt stor interesse i udenlandske medier. New York Times fokuserer på hvordan den traditionelle messes tilbagevenden til Peterskirken i form af en pontifikalmesse har bragt nyt håb for amerikanske katolikker, særlig i de (ganske vist få) bispedømmer hvor messen ellers for nylig er blevet kraftigt indskrænket. Franske Le Figaro noterer, at pontifikalmessen “i følge italiensk politi” samlede ca. 3000 mennesker, og spørger om Pave Leo’s tilladelse skal ses som et skridt i retning af forsoning med “den traditionalistiske verden”, som bl.a. ved denne lejlighed viste sig at repræsentere et overraskende stort udsnit af verdens nationer. Italienske Il giornale rapporterer desuden om, at formanden for den italienske bispekonference, kardinal Matteo Zuppi, efter at have celebreret den traditionelle vesper om fredagen mødtes med Kardinal Burke, som en demonstration af at Kirkens ikke kan “forstås eller fortolkes i politiske termer”. Det tysk-katolske dagblad Die Tagespost noterer at “over 3000 pilgrimme” fra “omkring 100 lande” til den store messe i Peterskirken måske kan ses som “et tegn på, at indskrænkningerne af den ekstraordinære form af den romerske ritus snart er historie”. Og i engelske The Telegraph går J. Shaw et skridt videre, efter at have mindet om hvordan Pave Frans i 2021 foretog en uvending ift Pave Benedikts tilladelse af messen for alle verdens præster: “Pave Leo XIV ser ud til at signalere endnu en ændring af politikken. Hvis han følger op på dette, vil han give vind i sejlene give nogle af den katolske kirkes mest vitale elementer. Alternativet er forlængelsen af kirkens mærkelige krig mod sine egne traditioner, som i stigende grad føres mod dens yngre generation.”
Vi afslutter dette meget delvise indblik i reaktionerne på weekendens store og måske historiske begivenheder i Rom med et indslag fra amerikansk tv, der også bringer glimt fra pontifikalmessen: