Trods årtier med varierende grader af forfølgelse og forbud fra forskellige sider, er den traditionelle messe efterhånden så almindelig i Frankrig at de fleste katolikker tager det ganske roligt og nogen endda deltager i begge riter. Vi bringer en artikel fra det superliberale dagblad La Croix (11/12), som illustrerer denne “banalisering”:
Saint Georges kirken i Lyon, hvor kun den traditionelle messe fejres
Mens de gregorianske sange stadig runger inde i Saint Georges kirken i det gamle Lyon, står flere fædre allerede på kirkens forplads for at lade deres børn få lidt frisk luft. Blandt dem er Grégoire, 31 år. Denne Lyon-borger begyndte at komme i sognet for fem år siden for at følges med sin hustru, der er stærk tilhænger af messen på latin. Han havde mange fordomme om “denne verden af traditionelle katolikker”, men skifter nu uden problemer mellem de to riter: “Først og fremmest er der plads til stilhed, som hjælper mig til fordybelse, og mere overraskende er der latinens kraft.”
Latinen, som i hans teenageår havde fjernet ham fra religionen i løbet af hans tid på en traditionalistisk skole, har siden ført ham tilbage til troen. “Som adoptivbarn var jeg også meget bange for ikke at have min plads her, men jeg tog helt fejl,” fortæller han og mener, at han her har fundet en “sand mangfoldighed”.
Efter messen myldrer de troende ud foran døren: mange familier med små børn, en håndfuld ældre mennesker og nogle få udlændinge på gennemrejse i byen. Men frem for alt unge voksne. “De er flere og flere, der kommer her, men uden at afholde sig fra også at gå til messe andre steder og på andre måder,” bemærker abbé Mathieu Grenier, kapellan ved Saint George.
En ungdom med begge riter
Præstens observationer rækker ud over Lyon. Ifølge en Bayard-La Croix-undersøgelse udført af Ifop erklærer 9 % af de regelmæssigt praktiserende [franskmænd, red.] , at den latinske messe er deres foretrukne messe, og 25 % siger, at de “kan lide både messen på latin og messen på fransk lige meget”. I alt siger 67 % af de katolikker, der går til messe hver uge, at de ikke har noget imod tridentinsk ritus.
Der er således gennem de seneste år opstået en generation af “bi-ritualister”, katolikker der er fortrolige med begge missaler, langt fra de historiske skel mellem traditionalister og konciliære. Rekorderne i deltagelse ved pilgrimsrejsen til Chartres i pinsen bekræfter denne tendens: den tiltrækker i dag langt flere end blot den “tradi”-orienterede kreds.
La Croix ønskede at forstå dette fænomen: Hvordan kan de to riter være komplementære og styrke troen sammen? Og hvem er disse katolikker, der kan skifte mellem liturgierne fra den ene dag eller uge til den anden? De fleste af de adspurgte troende er unge voksne under 35 år, som for det meste bor i større byer – hvor det brede udbud af messer giver dem valgmuligheder. De afviser mærkater og identitetskategorier og kan ikke genkende sig selv i den fare for en “parallel kirke”, som pave Frans nævnte i 2021 for at begrænse fejringen af messen i dens form fra før Andet Vatikankoncil.
Sådan har Robin det, en 33-årig parisisk mand. Konverteret for omkring ti år siden går han både til den tridentinske messe i Saint-Eugène-Sainte-Cécile (9. arrondissement) og den almindelige messe i Sankt Roch i det centrale Paris, hvor begge former fejres. Hans eneste kriterium er fejringens skønhed. “Det skønne er en del af Kirkens mission, og jeg vil, i en time om søndagen, kunne bede på den måde,” siger han. “Vi har brug for skønhed, for latin, for musik, der går lige i hjertet, for at knæle. Vores hjerne er ikke altid på højde med den gode Gud, mens liturgien hjælper os til at røre ved det guddommelige.” Ligesom ham ønsker 20 % af dem, der går til messe, at liturgien “skal vende tilbage til mere tradition og højtidelighed”.
Bøn, stilhed og fællesskab
At Robin bevæger sig mellem de to riter skyldes, at han finder åndelig næring i dem begge. “Jeg foretrækker prædikenerne i Paul VI-messen, som går i dialog med min hverdag,” tilføjer den unge familiefar. “I den tridentinske messe er der på den anden side en symbolsk kraft, som får mig til at trænge dybere ind i mysteriet: de tilslørede statuer, blomsterne i kirken, farverne på ornamenterne… Det er en katekisme lige ved hånden.” Hver af de adspurgte fortæller, at de skifter mellem formerne for at finde det, de søger – så længe fejringen er højtidelig.
Florence, 27 år og ingeniør, er vokset op i en ikke-praktiserende familie, men opdagede den tridentinske messe via møder på internettet. “Jeg følte mig løftet indvendigt af en form for hellighed, der er rettet mod meditation,” fortæller hun. Ved Paul VI-messen sætter hun også pris på det fællesskabsprægede ved fejringen samt den tydelige fremvisning af det hellige sakramente foran de troende. Ikke desto mindre understreger Florence, som mange andre, et behov for vertikalitet og insisterer på at modtage kommunionen i munden fra præstens hænder, sådan som det sker ufravigeligt i den tridentinske ritus.
“En bro mellem sensitiviterne”
Findes der en sammenhæng mellem liturgiske præferencer og tilstedeværelsen af en gren af katolicismen, der hælder mod identitære synspunkter? “En del unge katolikker ønsker at være en bro mellem sensibiliteterne og afviser det reaktionære,” analyserer hun. “Vi vil næres af begge riter, omfavne historien og kulturen såvel som den filosofiske fornyelse, som Andet Vatikankoncil bragte. Begge refleksioner fører os nærmere sandheden.”
I Lyon, ved udgangen af Saint Georges kirken, fortæller 22-årige Marie-Adélaïde, at hun er mest “til” den almindelige messe, men at hun de seneste måneder har fulgt sin ægtefælle til den tridentinske messe. På forpladsen indrømmer det unge ægtepar gerne, at de “spiser ved alle boder”, fordi overgangen fra den ene verden til den anden efter deres mening er blevet lettere: “Mange almindelige sogne er blevet lidt mere ‘tradi’, mens de traditionelle sogne er blevet det lidt mindre.”
