Det er næppe undgået manges opmærksomhed, at SSPX (forkortelse af den engelske betegnelse for den hellige Pave Pius d. 10.’s præsterlige broderskab) har annonceret, at det agter at vie et ukendt antal nye biskopper i juli i år. Selskabets to biskopper, Mgr Fellay og Mgr De Galarreta, kan som alle andre gyldigt viede biskopper også vie andre præster til biskop; men en sådan vielse er ikke lovlig uden Pavens mandat.
Den internationale forening “Una Voce”, som Skt. Karl Borromæus’ støtteforening tilhører, har i denne anledning udsendt flg. kommuniké (dansk oversættelse) som også er underskrevet af det engelske-walisiske Latin Mass Society :
Una Voce og Latin Mass Society har med bekymring modtaget meddelelsen fra generaløversten for Sankt Pius X’ Broderskab (SSPX), fader Davide Pagliarani, om at SSPX vil foretage bispevielser den 1. juli i år.
Vores inderlige ønske, som deles af mange katolikker af god vilje, er den kanoniske regularisering af SSPX, hvilket ville gøre det muligt for dets mange gode værker at bære størst muligt frugt. Denne meddelelse er et tegn på, at dette udfald ligger længere ude i fremtiden, end det har set ud til i mange år.
Vi deler SSPXs mål om, at Kirkens ældgamle liturgi skal gøres så bredt tilgængelig som muligt til sjælenes gavn. Vi deler ikke SSPX’ analyse af Kirkens krise i alle detaljer. Især kender vi mange katolikker, som har mulighed for at deltage i den traditionelle messe med alle nødvendige tilladelser fra Kirkens hierarki, således at det ikke er nødvendigt for dem at opsøge den i nogen uregelmæssig sammenhæng.
Vi ved dog også, at det for andre er blevet meget vanskeligt at deltage i den traditionelle messe: nogle steder sker dette på trods af, at kvalificerede præster ønsker at fejre den for de troende, og endda på trods af den lokale biskops villighed til at tillade det. Dette skaber et miljø, hvor SSPXs argument om en “nødstilstand” vinder sympati.
Vi opfordrer vores biskopper, og frem for alt Hans Hellighed pave Leo XIV, til at være opmærksomme på disse pastorale realiteter, som i dette øjeblik fremkalder en krise, hvis konsekvenser ingen kan forudse.
Hvad katolikker, der er knyttet til det “tidligere missale”, ønsker, er ikke en skadelig eller ny liturgisk form. Pave Sankt Johannes Paul II kaldte vores ønske om dette missale en “berettiget stræben” (Ecclesia Dei, 1988), og senere beskrev pave Benedikt XVI det som en kilde til “rigdomme” (Brev til biskopperne, 2007).
Tiden til at handle er nu.
Joseph Shaw Præsident, Una Voce International, og formand, Latin Mass Society
Monika Rheinschmitt Næstformand og kasserer, Una Voce International