Trosbekendelsens første sætning taler om Gud Fader, den Almægtige, som har skabt alt. Allerførst bekender vi, at der er én Gud; og de flg. led benægter ikke dette, når de taler om Guds menneskevordne Søn. For Gud, som har skabt alt og opretholder alt, hersker over alt; med et menneskeligt ord siger vi allerede derfor, at Han er “Herre”, på latin, “Dominus”, et ord vi på dansk kender igen i glosen “dominere”. Og Guds dominans er naturligvis anderledes og uendeligt meget større end menneskelige herrers, i og med at den er uden begrænsning i tid og genstand.
Alligevel skal vi nu hæfte os ved, at Gud i Jesus Kristus – det menneskevordne Ord – også er Herre i en anden, og mere menneskelig forstand. “Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor (…) skal (…) hver tunge bekende at Jesus Kristus er Herre…” (Fil. 2, 8-11). Jesu herredømme følges med den mest ekstreme lydighed noget menneske kan tænke sig. Evangeliet til Septuagesima søndag (Matt. 20, 1-16) taler også om at Guds herredømme i vort liv ikke følger samme logik som menneskelige “vingårdsejere”. Ja, Jesus siger endda, inden Han giver sit liv for os: “jeg er iblandt jer som den, der tjener” (Luk. 22, 27).
Efter sin opstandelse siger Han selv: “»Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matt. 28,18). Jesu magt er ikke kun den almægtige Guds evige magt i Himlen, som vi har svært ved at fatte. Han er retmæssig Herre også på Jorden, i dit og mit liv, ja over alle mennesker. I Ham forenes den guddommelige og den menneskelige natur; det guddommelige og det menneskelige herredømme – det sidste naturligvis i en enestående fuldkommenhed: Guds menneskelige herredømme er kun godhed, kærlighed, nåde.
Vi skylder Ham ubetinget lydighed, fordi Han skænker os alt, ja gik i døden for os. Men han tvinger os ikke; og hvor ofte tjener vi ham ikke ringe, eller slet ikke! Hvor ofte tjener vi ikke andre herrer – og fremfor alt os selv – før Gud? “Ingen tjener kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon” (Luk. 16,13). Vi er ved Dåben kaldede til at tjene den éne Herre, Jesus Kristus, og lade alt andet i vort liv være sekundært. Når vi fristes til at svigte Ham, må vi genkende det Onde i den fremmede magt, og med Hans egne ord og sige: “Vig bort, Satan! For der står skrevet: ‘Du skal tilbede Herren din Gud og tjene Ham alene'”.
Når vi kalder Gud Herre – som discipline tiltalte Jesus, og som israelitterne længe inden anråbte Gud – så bekender vi på én gang vores ubetingede tillid og lydighed til Ham, “som den salige og eneste hersker, kongernes konge og herrernes herre” (1. Tim. 6,15). Men den omvendte logik i Kristi herredømme, som vi berørte ovenfor, indebærer, at myndighed i Hans Rige følges med at tjene andre i Hans ånd. Således kaldes Paven – Kirkens øverste jordiske myndighed og Kristi stedfortræder på Jorden – også siden umindelige tider for “tjenernes tjener”; for “hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener” (Mark. 9,35). Således, som Gud selv viste sig for os i det menneskevordne Ord: “Han iførte sig en tjeners skikkelse” (Fil. 2,7). Vi kan ikke gengælde Ham denne uendelige kærlighed, men ved Troens magt – Hans nåde – kan vi alligevel fyldes af en barnlig og menneskelig kærlighed til vor Herre, som vi skylder alt, og uden hvem vi intet er.
FORTSÆTTES…