Katolik og medlem af det polske senat, Jan Filip Libicki , har givet flg. indsigtsfulde kommentar vedrørende de annoncerede bispevielser hos Selskabet Sankt Pius X (SSPX) og muligheden af en form for aftale med Pavestolen:
Offentliggørelsen af nye bispevielser i SSPX, som blev mødt af en hurtig indbydelse til møde fra Vatikanet, rejser et spørgsmål, der er vendt tilbage igen og igen, i næsten fire årtier: Kan “lefebvristerne” og Paven nå frem til en varig aftale? Denne gang er konteksten imidlertid helt anderledes end i 1988—både doktrinært og kirkeligt.
Svaret er ja—i det mindste i den forstand, hvori jeg stiller spørgsmålet. Overskriften må være journalistisk og provokerende, men i virkeligheden går spørgsmålet langt dybere end en simpel “aftale”. Det, der står på spil, er, om Kirken i dag kan finde en formel for stabil sameksistens med en traditionalistisk bevægelse, som ikke længere er et marginalt fænomen, men et permanent element i dens indre landskab.
Lad os begynde med kendsgerningerne. Den 2. februar meddelte SSPX’s generalsuperior, p. David Pagliarani, at han havde instrueret to af selskabets hjælpebiskopper om at forberede nye bispevielser. To af de fire biskopper, som blev viet i 1988 af ærkebiskop Marcel Lefebvre, er stadig i live og nærmer sig halvfjerdsårsalderen, mens selskabet selv—uanset hvordan man vurderer det—fortsætter med at vokse både numerisk og strukturelt.
Den Hellige Stols reaktion var hurtig. Præfekten for Dikasteriet for Troslæren, kardinal Víctor Manuel Fernández, meddelte et møde med p. Pagliarani den 12. februar i dikasteriets hovedkvarter. Selv om det formelt er et arbejdsmøde, har det symbolsk betydning og kan vise sig at blive et vendepunkt.
Hvordan vil begivenhederne udvikle sig? Læseren bør have i mente, at jeg af natur er optimist. Jeg tror—selvfølgelig uden sikkerhed—at sagen denne gang kan ende positivt. Anderledes end i 1988, hvor pave Johannes Paul II pålagde ærkebiskop Lefebvre og de fire biskopper, han havde viet, ekskommunikation. Denne ekskommunikation blev ophævet i 2009 af pave Benedikt XVI, som dog lod både biskopperne og hele selskabet forblive i en kanonisk uregelmæssig situation.
Hvad bygger jeg min forsigtige optimisme på?
For det første betyder den voksende interesse for den traditionelle latinske liturgi, at den ikke længere er et marginalt fænomen. Dette blev direkte fremmet af Benedikt XVI’s motu proprio Summorum Pontificum. På trods af de senere drastiske begrænsninger indført af pave Frans har den traditionelle liturgi i dag en permanent plads i Kirken. Det bedste bevis på dette er det forhold— eller forlydende —at den blev drøftet på et ekstraordinært kardinalkonsistorium indkaldt af pave Leo XIV. Det viser, at vi har at gøre med et reelt internt kirkeligt spørgsmål, ikke med en perifer anomali, som blot kan ignoreres.
For det andet—og dette er afgørende—er konflikten ikke udelukkende liturgisk. Liturgien er blot det ydre udtryk for en doktrinær konflikt. Netop derfor blev der ikke opnået en aftale mellem selskabet og Benedikt XVI, selv om man var meget tæt på. Benedikt krævede en entydig accept af Det Andet Vatikankoncil og opstillede dermed doktrinære snarere end liturgiske betingelser.
Hans efterfølger, pave Frans, forholdt sig—lad os sige det forsigtigt—mindre strengt til doktrinære spørgsmål. Det bekymrede ham ikke, at nogle bispekonferencer tog dokumentet Fiducia supplicans om velsignelse af irregulære par, herunder par af samme køn, i brug, mens andre åbent erklærede, at de ikke ville implementere det. For Benedikt XVI var en sådan situation uacceptabel; for Frans blev den—uanset intentioner—i praksis en model for, hvordan Kirken fungerer.
Et udtryk for denne logik var også kardinal Fernández’ udtalelse om, at “vi ikke kan klamre os til doktrinen som besatte”. I samme ånd gav Frans, uden at kræve nogen doktrinære erklæringer fra lefebvristerne, deres præster ret til gyldigt og lovligt at høre skriftemål og at fejre ægtevielser. Set fra et kanonisk perspektiv var dette—efter min mening—en løsning, der i det mindste må siges at være særegen.
Hvis kardinal Fernández konsekvent følger Frans’ linje, burde det ikke bekymre ham, at nogle traditionalistiske fællesskaber fuldt ud accepterer koncilets dokumenter, mens andre gør det selektivt, og at alle samtidig fungerer inden for Kirken—på samme måde som, indrømmet gennem en noget ejendommelig analogi, dem der velsigner par af samme køn, og dem der erklærer, at de aldrig vil gøre det, i dag sameksisterer inden for den samme Kirke.
For det tredje findes der et fortilfælde i form af aftalen mellem Den Hellige Stol og det kommunistiske Kina. P. Pagliarani henviste selv til dette eksempel i et nyligt interview og bemærkede, at hvis Vatikanet har accepteret en model, hvor Folkerepublikken Kinas myndigheder har afgørende indflydelse på udvælgelsen af bispekandidater—som derefter godkendes og anerkendes af Den Hellige Stol—er det vanskeligt at forstå, hvorfor en lignende formel ikke kunne anvendes på SSPX.
Lad os erindre, at biskopper, som de facto udnævnes af de kommunistiske myndigheder i henhold til den foreløbige aftale mellem Den Hellige Stol og regeringen i Beijing—en aftale, der er blevet fornyet trods talrige kontroverser—efterfølgende vies og anerkendes af Rom. Den Hellige Stol fastholder, at dette ikke er en kapitulation over for en totalitær stat, men et realistisk forsøg på at bevare et minimum af enhed og kirkelige strukturer under yderst vanskelige politiske forhold.
I denne henseende er p. Pagliaranis argument logisk. Hvis Vatikanet accepterer, at biskopper udpeget under et sådant system ikke nødvendigvis udgør en doktrinær monolit fuldt ud på linje med paven og Kirkens lære, hvorfor kunne en tilsvarende fleksibilitet så ikke anvendes over for selskabet, som—i modsætning til Kirkens strukturer i Kina—ikke er underlagt en fjendtlig statsidéologi, bevarer fuld apostolisk succession og fungerer helt inden for katolsk sakramental identitet?
Desuden er det vanskeligt at antage, at alle biskopper, der fremkommer af et system kontrolleret af det kinesiske kommunistparti, repræsenterer en ensartet doktrin, morallære og ekklesiologi eller er helt i overensstemmelse med den nuværende paves lære. Og alligevel anerkender Den Hellige Stol deres ordinationer og jurisdiktion, styret af en logik om “det mindre onde” og pastoral pragmatisme.
Hvis man derfor i enhedens navn accepterer så vidtgående kompromiser over for en stat, der åbent er fjendtlig over for kristendommen, mister argumentet om, at der ikke kan findes nogen kanonisk løsning for SSPX, en stor del af sin overbevisningskraft.
For det fjerde er der nu gået otteogtredive år siden de sidste bispevielser foretaget af ærkebiskop Lefebvre. I løbet af denne tid er det fænomen, der ofte—ganske uheldigt—betegnes som “traditionalisme”, ikke blot ikke forsvundet, men er vokset betydeligt. Desuden har den romerske kirke i praksis afprøvet forskellige former for kanonisk funktion: både gennem institutter for gudviet liv og gennem personlige strukturer, såsom Den Personlige Apostoliske Administration af Sankt Johannes Maria Vianney i Brasilien.
Disse løsninger—uanset hvordan man vurderer dem—viser én ting: Den Hellige Stol er i stand til at skabe ikke-standardiserede, fleksible juridiske formler, når den anser dem for nødvendige for Kirkens bedste. Den nuværende pave havde selv, allerede før sit valg til Peters stol, erfaring med at lede strukturer med en særlig kanonisk status. Det betyder, at spørgsmålet for ham ikke er helt abstrakt eller rent teoretisk.
Endelig vil pave Leo XIV—uanset hans personlige teologiske præferencer—være nødt til at forholde sig samlet til dette spørgsmål. Ikke blot med hensyn til traditionalistiske fællesskaber med en uregelmæssig status, såsom SSPX, men også og ikke mindst ift dem, der i øjeblikket fungerer stabilt og anerkendt inden for Kirken, og hvis situation efter mange års spændinger ligeledes kalder på en klar løsning.
I denne sammenhæng kan man forestille sig oprettelsen af én eller flere personlige strukturer—prælaturer, administrationer eller ordinariater—som omfatter forskellige traditionalistiske strømninger. Det vigtige er, at der også findes gejstlige på bispe- og endda kardinalniveau, som i det mindste teoretisk kunne lede sådanne kirkelige enheder. Uanset hvordan man personligt vurderer disse strukturer, viser deres blotte eksistens, at det ikke er instrumenter, der mangler, men beslutning.
Alt dette fører til den konklusion, at der både doktrinært og kanonisk allerede i Rom findes anerkendte modeller, som ville gøre det muligt at løse spørgsmålet om Kirkens forhold til SSPX på en varig og systemisk måde. Problemet er heller ikke mangel på fortilfælde, men viljen til at anvende dem.
Vil pave Leo XIV vælge en sådan løsning? Det ved vi ikke. Men som jeg bemærkede indledningsvis, er jeg snarere optimistisk. Jeg tror, at den nuværende situation — efter erfaringerne fra pontifikaterne under Benedikt XVI og Frans —skaber en reel mulighed for at komme ud af en langvarig, fastlåst krise.
Og det er netop for en sådan løsning—klog, realistisk og tjenende Kirkens enhed—at jeg agter at bede.