Om Jesus Kristus, vor Frelser og vor frelse, tror vi på et mysterium, der overgår vor forstand: Han er Guds Søn, den Enbårne (Joh. 1, 14) .
Vi er her nået til en del af troslæren, hvor næsten alt, hvad man kan sige udover det som trosbekendelsen siger, gør det endnu sværere at begribe. Som der står i katekismen, må vi til syvende og sidst standse ved, hvad trosbekendelsen siger. Det betyder ikke at vi må henlægge denne trossandhed under “uopklarede mysterier”. Vi skal derimod netop standse, og ofte betragte den i bøn, for det er afgørende for vor frelse at tro den: “Den, der tror på Ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn” (Joh. 3, 18). Lad os derfor, med det foregående in mente, fordybe os i hvad Troslæren – katekismen – udpeger af egenskaber ved dette mysterium.
Jesus er Guds Søn, et menneske født i tiden af en Jomfru, og samtidig Guds Søn fra evighed til evighed, født af Faderen forud for alle tider. Og dog er han én: “unigenitum”, den eneste fødte, Guds eneste og udelte Søn. Dette overgår naturligvis vor forstand. Og som Esajas (53,8) må også vi i forhold til dette mysterium om Guds anden Person udbryde: “Hvem kan gøre rede for Hans fødsel?”
Vi tror, at Sønnen er af samme væsen som Faderen, at Han besidder den
samme magt og visdom. Den hellige evangelist Johannes (1,1) bruger udtrykket “Ordet” om Sønnen. Ligesom vor ånd undfanger ord, og erfares af andre gennem dem, kan vi med et menneskeligt billede sige at Gud i Sønnen undfanger sit evige Ord. Ligesom ordene åbenbarer ånden, har Gud åbenbaret sig i Sønnen: “Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Han har sendt sin enbårne Søn til verden” (Johs. 4, 9).
Guds sendte sin Søn til verden, men “Hans egne tog ikke imod Ham” (Johs. 1, 11). Disse alvorlige ord læses ved slutningen af hver Messe, og minder os om, hvordan menneskene – vi – lige som de onde vinbønder i Jesu lignelse (Mark. 12, 1-8) – slog Herrens eneste Søn ihjel, og på en måde dagligt slår Ham ihjel når vi synder imod Ham. Guds uendelige Kærlighedsåbenbaring besvarer vi så ofte med ligegyldighed, ja med trods og synd. Og dog kan vi frelses ved Jesu hellige navn: “Men alle de, der tog imod Ham, gav Han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på Hans navn” (Joh. 1, 12).
Guds børn! Igen et mysterium, for Guds Søn har ikke brødre og søstre: Han er jo Den Enbårne, “unigenitus” . Men ikke desto mindre kan vi blive Guds børn i en anden forstand: ikke som Guds evige Søn, naturligvis, men Jesu brødre og søstre ved Troen. Gud lader os gennem sin Søn få del i sin guddommelige natur. Gud lader de, som døbes og tror, “formes efter sin Søns billede, så at Han er den førstefødte blandt mange brødre” (Rom. 8, 29). Jesus, som i den hellige Jomfru Maria havde en jordisk Moder, men ingen jordiske søskende, siger også selv om dette åndelige slægtskab i Troen: “Min mor og mine brødre, det er dem, der hører Guds ord og handler efter det” (Luk. 8, 21).
FORTSÆTTES…