På Jordens sidste dag vil Jesus Kristus vende tilbage fra Himlen. Det bliver ikke en idyllisk gentagelse af Hans første komme, i stalden i Betlehem, hvor stjernen lyste over Frelserens vugge: “I de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne, og stjernerne falde ned fra himlen og kræfterne i Himlen rystes.
Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed. Og da skal han sende englene ud, og han skal samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens yderste grænse til himlens yderste grænse” (Mark. 13,24-27), “og da skal alle jordens folkestammer jamre” (Matt. 24,30). Jesu genkomst og den synlige verdens afslutning er alvor og ikke blot en jublende finale: “Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden” (Luk. 21,27).
Denne og endnu mere malende skildringer (især i Johannes Åbenbaring) har givet stof til både sand og mindre sand Gudsfrygt igennem hele den kristne historie, og også til mange fejlagtige forestillinger og forudsigelser om Jesu genkomst. Men om dette sidste, afgørende komme ved vi kun hvad Han selv har sagt: “Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det” (Matt.24,44). Både for så vidt angår vort eget livs afslutning, og hele Verdens, gælder det, at vi altid skal bestræbe os på at være parat til at møde vor Frelser. Det betyder at vi skal sørge for altid at være i nådens stand. Har vi syndet alvorligt må vi straks angre det, og derpå skrifte det og gøre bod så hurtigt som muligt. “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt. 25, 13).
Når vi således forbereder os, skal vi ikke imødese Jesu komme med frygt, men med glæde, “mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, kommer til syne i herlighed” (Tit. 2,13). De troende sjæle, den stridende og den lidende Kirke, venter Brudgommen med længsel, og beder dag og nat: “Kom Herre Jesus” (Åb. 22,20).
Veni Domine et noli tardare – “Kom Herre, og tøv ikke”.
FORTSÆTTES…