Den hellige Therese af Lisieux skriver: “Jeg har altid villet være en helgen. Men når jeg sammenlignede mig med helgenerne, fandt jeg desværre altid den samme forskel mellem dem og mig som mellem et bjerg, hvis tinder forsvinder i skyerne, og et usselt sandkorn som de forbipasserende træder på. I stedet for at miste modet, sagde jeg til mig selv: Gud ville ikke lade mig ønske noget umuligt… ” – og hun finder sin lille vej, “meget kort og lige”, til Himlen, som Jesus selv taler om: “Lad de små komme til mig…” (Mark. 10, 14): “Og derfor”, skriver Therese, “behøver jeg ikke blive voksen, men jeg vil forblive lille, ja blive mindre og mindre”.
Hvilken vej vi end ledes ad, er vejen til samfund med de hellige – Guds samfund i Himlen – målet og meningen med vort liv og vor tro. Når vi fordyber os i Troens sandhed – særlig i trosartiklerne – er det for at finde vejen til Himlen. Når apostlene prædikede under store farer, var det “for at I må have samfund med os; og vort samfund er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus” (1. Joh. 1,3). Dette er “de helliges samfund”, som alle sakramenterne peger henimod – fremfor alt Dåben, ved hvilken vi optages i Kirken, og Kommunionen, i hvilken vi forenes med Kristus (kommunion – communio – betyder da også fællesskab eller samfund).
De helliges samfund må ikke forveksles med et rent menneskeligt fællesskab “her og nu”, selvom det kan synliggøre og i mange tilfælde også være en væsentlig del af det. Kirken i Verden, den stridende Kirke, er ikke blot et forstadium til de helliges samfund, men en virkelig og væsentlig del af dette hellige samfund. Uden den synlige Kirke ville vi ikke kunne finde vej i verden og lære Guds vilje at kende. Men uden den mystiske dimension – fællesskabet med den treenige Gud, og 
med alle Hans hellige, forbliver menneskelige fællesskaber ufuldkomne. Den virkelighed, som vi med “de helliges samfund” bekender vor tro på, er langt større end det vi ser eller selv kan udrette. Netop derfor er hellige Thereses “lille vej” så sand: uden at blive mindre, eller rettere erkende hvor små vi er, kan vi ikke finde vores vej til dette store og vidunderlige samfund.
Vi fejrer ganske særligt “de helliges samfund” på Festen for Alle Helgen (1. november), hvor vi også hører de vidunderlige ord fra Åbenbaringen: “Og jeg så en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne…” (Åb. 7,9). Denne skare er ikke blot fjerne engle, men vi kan – hvis vi ønsker det brændende som den lille Therese, og lever for det – blive en af disse salige, hellige sjæle foran Guds trone: for “det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod…” (Åb. 7, 14).
FORTSÆTTES…