Her på Festen for de hellige apostle Peter og Paul er det en stor sorg at måtte konstatere, at både Petersembedet (Pavestolen) og trosforkyndelsen (i Pauli trofaste ånd) står overfor endog meget store udfordringer.
På den ene side er det store flertal af katolikker i dag i praksis ligeglade med hvad Kirken siger om fx sakramenter og moral: fra søndagspligt til ægteskabsabslære blæser det store flertal på hvad Kirken foreskriver. Det er desværre et simpelt og objektivt faktum som fx kan aflæses af kirkegangsprocenten på søndage (under 10% i praktisk taget alle katolske lande) og børnetal (i et katolsk land som Italien er fødselsraten 1.14 børn per kvinde). Folk går i kirke “når de har tid” og får de børn “som karrieren tillader”. Også katolikker. Mere aggressive kræfter arbejder i Tyskland for, at lokalkirkerne uden videre skal ophøje sådanne populære holdninger til lov, uden at lytte til Paven i Rom eller til Kirkens lære gennem 2000 år.
På den anden side er der også opstået udbredt mistillid til Paven og særlig biskopperne blandt det mindretal af katolikker, som forsøger at fastholde hele tros- og morallæren – og fx også tror på realpræsensen af Kristus i Eukaristien. En stor del (af dette ret lille mindretal) har i de seneste 50 år fundet vej til den førkonciliære liturgi, og deri fundet en ramme om og kilde til et fuldt trosliv. Men samtidig har vi også dermed opdaget en karussel, hvor Kirkens autoriteter (biskopper, paver) veksler mellem at give generøse løfter og midlertidige tilladelser til dette trosliv, og så udstede vidtgående forbud, anklager og trusler (som senest under Pave Frans). Desværre har mange så søgt tilflugt fra den antipastorale snurretur hos mere eller mindre skismatiske præsteselskaber, som påberåber sig nødret til at ignorere enver autoritet i denne situation. En svovlende deklaration om ekskommunicering på onsdag vil næppe gøre noget indtryk på disse katolikker, som har adgang til alle sakramenterne i gyldige, omend ulovlige sammenhænge, og under ingen omstændigheder ønsker fx at kommunicere andre steder.
Den katolske kirke består i og med enheden med Apostlenes efterfølgere, og særlig Petersembedet i Rom. Det er denne som festdagens evangelium forkynder aldrig vil bliver knust af det onde, herunder af menneskers mistillid og ulydighed. Men de to kan naturligvis stadig skade den stridende kirke i lang tid. Når katolikker mister tilliden til, at Kirkens hyrder forkynder sandheden, så bliver de ulydige og falder fra. Vi kender alle følgerne af historiens mange skismaer og heresier, hvor man måske ikke altid gjorde hvad man kunne for at overkommer splittelsen – heller ikke fra Peters stol.
En lære af historien er, at man ikke kan lovgive eller true sig til tillid. Tillid vindes gennem tydelig, konstant og troværdig forkyndelse og lovgivning – sandheden skifter jo ikke hver dag. Pave Leo XIV har brug for al vores forbøn : må det lykkes ham at vinde katolikkerne tilbage så enheden og freden i Kirken kan genskabes og de katolske menigheder igen gå frem ikke blot i antal, men også i åndelig styrke og trofasthed.
Vore bønner må her og nu rette sig mod den overhængende splittelse som manifesteres ved bispevielserne på onsdag. Måtte Pave Leo finde ord og handling som kan hele bruddet med de fire ulovligt viede biskopper, og ikke mindst de godt 700 præster og hundredetusinder af katolikker som følger dem – eller i hvert fald gøre sit til, at ikke flere mister tillid og lydighed til Kirkens retmæssige myndighed. Det er så let at skabe splittelse og så svært at hele den.