Sankt Karl Borromæus Gruppen

Primitsmesse i Helsingborg

P. Danielsson til venstre, dengang endnu diakon, ved messe Palmesøndag 2026 i Lyon

Svenske Simon Danielsson er nyviet præst for Petersbroderskabet (FSSP)! Efter sine studier ved præstebroderskabets seminarium i Wigratzbad, blev han sammen med 12 andre præsteviet af biskop Marc Aillet den 20. juni. Pater Simon fejrer primitsmesse lørdag d. 18. juli kl. 11.30 i Sankta Maria kirke i Helsingborg, i kort gåafstand fra Øresundsfærgen og fra togstationen Helsingborg C. Alle er velkomne. Selvom man ikke kan deltage opfordres alle til at bede for p. Simon og hans apostolat, vistnok indtil videre i FSSP’s franske distrikt.

Nu vi er ved årets præstevielser i FSSP, skal det nævnes at udover de 13 nye præster som blev viet i Tyskland, blev 12 nye præster viet 28/5 ved broderskabets seminarium i Nebraska, USA. Dermed er der for Petersbroderskabet viet i alt 25 nye præster i år – samme antal nye præster, som i 2025 blev viet for samtlige bispedømmer i hele Tyskland. Af den tyske statistik fremgår i øvrigt, at den synodale afvej i Tyskland ikke har bragt det store forår med sig: over 307.000 mennesker forlod Kirken i 2025.

Så meget mere må alle katolikker glæde sig over, at de traditionelle præsteselskaber har stor og voksende tilgang både i Europa og USA – bed for alle de nye præster og for Kirkens fremtid!