Sankt Karl Borromæus Gruppen

Ny amerikansk biskop viser vejen

Bispedømmet Wheeling-Charleston, som dækker hele delstaten West Virginia i det nord-østlige USA, ligner på nogle punkter de skandinaviske bispedømmer: katolikker udgør et mindretal af befolkningen (6%, en del mere end hos os) og der er et antal katolikker (ca 100.000) som nogenlunde svarer til hvad man anslår der er i Danmark (idet langt fra alle er registrerede). Den nyudnævnte biskop af Wheeling-Charleston, Mgr. Evelio Menjívar, annoncerede i går (28/8) at antallet af steder, hvor den traditionelle messe fejres hver søndag, udvides fra to til fem. Det er særlig interessant hvordan bispedømmet begrunder beslutningen, og vi bringer derfor bispedømmets kommuniké i sin helhed (oversat til dansk):

Som led i bestræbelserne på at fremme større enhed blandt de katolske troende og imødekomme deres forskellige åndelige behov har Hs. Højærværdighed biskop Evelio Menjívar, biskop for bispedømmet Wheeling-Charleston, meddelt, at højærværdige Timothy J. Grassi, V.F., sognepræst ved St. James Parish i Charles Town, med virkning fra den 24. august 2026 er blevet udnævnt til biskoppelig delegeret for anliggender vedrørende Usus Antiquior i bispedømmet Wheeling-Charleston.

Udtrykket Usus Antiquior betegner fejringen af eukaristien efter Missale Romanum, promulguleret af pave Johannes XXIII i 1962, også kendt som den tridentinske messe eller den traditionelle latinske messe.

I anledning af meddelelsen vil biskop Evelio overvære den højtidelige pontifikale højmesse i Priory of the Annunciation of the Blessed Virgin Mary i Charles Town den 30. august 2026 kl. 10.45.

I sin funktion skal højærværdige Grassi sikre, at sådanne fejringer finder sted med lovlig tilladelse i overensstemmelse med Kirkens universelle lov og Den Apostoliske Stols bestemmelser.

Som biskoppelig delegeret skal han bistå biskoppen med den koordinerede gennemførelse i hele bispedømmet af de relevante bestemmelser i den universelle og partikulære kirkelovgivning vedrørende Usus Antiquior. Højærværdige Grassi skal endvidere bistå med koordineringen af godkendte fejringer, steder, kalendere og pastorale ordninger samt opretholde en passende kommunikation med de lokale biskoppelige delegerede og andre præster, der er udpeget til den pastorale omsorg for de troende.

Der er også blevet udnævnt tre andre biskoppelige delegerede i forskellige dele af bispedømmet.

Højærværdige Justin M. Golna, J.C.L., J.V., sognepræst ved St. John the Evangelist Parish i Wellsburg, er blevet udnævnt til delegeret for Wheeling-området. Our Lady of Seven Dolors Mission i Triadelphia er udpeget som det sted i Wheeling-området, hvor de troende kan samles til disse fejringer. Fejringen af Usus Antiquior er her godkendt om søndagen kl. 13.30 fra og med den 20. september.

Højærværdige Brian Crenwelge, sognepræst ved St. John University Parish i Morgantown, vil fortsat fungere som delegeret for Morgantown-området. St. John University Parish er udpeget som det sted, hvor de troende kan samles til disse fejringer. Fejringen af Usus Antiquior er her godkendt lørdag kl. 9.00 og søndag kl. 13.00.

Højærværdige Phillip R. Szabo, sognepræst ved St. Agnes Parish i Charleston, vil fortsat fungere som delegeret for Charleston-området. Det sted, hvor de troende kan samles til disse fejringer, vil blive fastlagt senere.

Dette er et led i biskop Evelios bestræbelser på at sikre, at de åndelige behov hos alle dele af hans hjord bliver varetaget af præster fra vort bispedømme.