I de seneste årtier har der været talt og skrevet meget om en Kirke, der skal være mere »åben over for verden«, tættere på dens bekymringer, bedre tilpasset dens udvikling og undertiden endog mere integreret i dens værdier. Andre kræver tværtimod en tydeligere og mere radikal adskillelse. Hvordan finder vi mellem disse to positioner den vej, som Bibelen viser?
For den kristne er det første spørgsmål ikke: »Hvad mener verden?« og heller ikke: »Hvad ønsker menneskene?« Det er: »Hvad siger Guds ord?« Det er Skriften, der skal være bestemmende for Kirkens tænkning, livsførelse og mission. Skal Kirken trække sig tilbage fra verden eller være nærværende i den? Hvad skal den sige til verden, og hvor langt kan den gå uden at ophøre med at være tro mod sin Herre?
Skriftens svar er både enkelt og dybtgående: Kirken er i verden, men ikke af verden; den er sendt ud til verden, men må aldrig formes af den. Det afgørende er, hvad vi forstår ved »verden«.
I Bibelen betegner ordet »verden« undertiden skaberværket og menneskeheden som helhed – den verden, som Gud elsker, og for hvilken han sendte sin Søn (Joh 3,16) – og undertiden et moralsk og åndeligt system, der er organiseret uafhængigt af Gud. Det er denne anden betydning, apostlen Johannes sigter til, når han skriver:
»Elsk ikke verden, ej heller det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham« (1 Joh 2,15).
Han beskriver også dens karakteristiske træk: »kødets lyst, øjnenes lyst og pral med jordisk gods« (1 Joh 2,16-17).
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal hade menneskene. Den kristne skal elske dem, bede for dem og forkynde evangeliet for dem. Det, vi ikke skal elske, er det tankesystem, som sætter mennesket i Guds sted – mennesket, der vil leve efter sin egen vilje, søge sin lykke i de jordiske ting og opbygge sin tilværelse uafhængigt af sin Skaber.
Denne kærlighed til verden – denne verdslighed – går derfor langt dybere end nogle få ydre vaner. Den trænger ubemærket ind i Kirken, når verdens kriterier lidt efter lidt bliver Kirkens egne: succes, indflydelse, popularitet, menneskelig anerkendelse og tilpasning til de herskende meninger. Spørgsmålet bliver da ikke længere: »Er dette i overensstemmelse med Guds ord?« men: »Er dette acceptabelt for verden?« Det er her, faren begynder.
Herren Jesus giver os selv nøglen i sin ypperstepræstelige bøn:
»De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.«
Og derefter:
»Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du skal bevare dem fra det onde« (Joh 17,14-15).
Disse to ord må holdes sammen.
Den kristne er ikke kaldet til fysisk at flygte fra det menneskelige samfund. Han arbejder, har et erhverv, lever i en familie og møder sin næste. Men han tilhører nu Kristus: Han er i verden uden at være af verden. Hans åndelige ophav er himmelsk, hans håb er himmelsk, og hans Herre er i himlen.
Kirken har derfor ikke til opgave at blive jordisk for bedre at kunne tilpasse sig jorden. Den er kaldet til her på jorden at åbenbare noget af himlen. Dens nærvær i verden er nødvendigt; dens tilpasning til verden ville være katastrofal.
Jesus siger: »I er verdens lys« (Matt 5,14). Dette ord udelukker enhver tilbagetrækning fra verden: Lyset er til for at oplyse mørket. Men der er en afgørende forskel på at være i mørket for at oplyse det og at tage mørket til sig for at blive accepteret af det. Et lys, der bliver til mørke, er ikke længere lys.
Det er netop faren ved en bestemt form for »åbenhed over for verden«. Man begynder med at ville forstå menneskene bedre, derefter tale til dem på deres eget sprog, så mildne budskabet for ikke at støde dem – og til sidst accepterer man det, som Guds ord fordømmer.
Herren handlede aldrig sådan. Han var fuldstændig nær hos syndere og fuldstændig adskilt fra synden. Han kunne gå ind til en tolder uden at billige hans livsførelse; han kunne tage imod syndere uden nogensinde at kalde det onde godt. Han var, som Skriften siger, »fuld af nåde og sandhed« (Joh 1,14). Det er også det, Kirken er kaldet til at være.
Jesus giver Kirken en mission, der udelukker enhver isolation:
»Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for hele skabningen« (Mark 16,15).
Kirken skal gå til menneskene, som de er, og bringe evangeliet dér, hvor Kristus er ukendt eller kun mangelfuldt kendt. Men læg mærke til, hvad Herren faktisk siger: »Forkynd evangeliet.« Han siger ikke: »Tag verden til jer«, heller ikke: »Efterlign dens værdier« eller: »Gør Kirken til en kopi af samfundet.«
Kirkens mission er derfor ikke at gøre verden kristen ved at efterligne den, men at forkynde Jesus Kristus for mennesker, der har brug for at blive frelst. Evangeliet består ikke i at kristianisere verdens system, men i at kalde mennesker ud af det for at tilhøre Kristus.
Vi er ikke sendt ind i verden for at ligne den; vi er sendt ind i den for at forkynde ham, som kan frelse den.
Johannes’ andet brev advarer mod »mange forførere, som er gået ud i verden, og som ikke bekender Jesus Kristus som kommet i kødet« (2 Joh 1,7).
Faren består ikke blot i, at verden angriber den kristne tro direkte. Den kan også forsøge at fordreje den indefra: en Kristus uden kors, et evangelium uden omvendelse, en nåde uden sandhed, en kærlighed uden hellighed, en tro uden lydighed, et håb, der helt og holdent er rettet mod denne jord.
Alt dette kan bevare et kristent ydre og alligevel føre menneskesjæle bort fra Kristus.
Den største fare er derfor ikke nødvendigvis, at verden forkaster Kirken, men at den accepterer en Kirke, som er holdt op med at sige den hele Guds sandhed. En Kirke, der for enhver pris ønsker verdens anerkendelse, risikerer at blive ude af stand til at forkynde det, som verden har brug for at høre.
Apostlen Peter minder os om, at den troende ved nåden har fået mulighed for at »fly verdens fordærv, som skyldes begæret« (2 Pet 1,4). Nåden frelser os ikke for at give os mulighed for at vende tilbage til det, som den har befriet os fra; den lærer os at leve anderledes.
Men det må præciseres: Alt, hvad der findes i verden, er ikke i sig selv ondt. Arbejde, familie, kundskab og kunst er ikke onde. Men enhver god og legitim ting kan blive en afgud, når den i hjertet indtager den plads, der tilkommer Gud.
Spørgsmålet er derfor ikke blot: »Er dette ondt?« men også: »Hvilken plads indtager dette i mit liv?«
Jakob siger det uden omsvøb:
»Venskab med verden er fjendskab med Gud« (Jak 4,4).
Hvorfor et så stærkt ord? Fordi verden i sit grundprincip vil leve uden Gud. Verden siger: »Jeg bestemmer.« Troen siger: »Herre, hvad vil du?« Verden søger sin egen ære; den kristne søger Kristi ære. Verden hæfter sig ved det synlige; den kristne lærer at rette blikket mod det usynlige (2 Kor 4,18). Disse to orienteringer står i dyb modsætning til hinanden.
Det handler ikke om at foragte samfundet, men om at nægte, at dets principper skal blive Guds folks principper. Kirken kan gå i dialog med verden uden at antage dens tankegang; tjene menneskene uden at tjene deres begær; lytte uden at give efter; elske uden at billige det onde; være respektfuld uden at tie.
Herren siger: »Ve verden for forførelserne!« (Matt 18,7). Dette udelukker enhver naiv opfattelse af verden, men giver ingen tilladelse til foragt. Den kristne husker, at også han selv er blevet frelst af nåde.
Den kristne kærlighed er imidlertid aldrig ligeglad med det onde. Når et menneske er på vej mod en afgrund, siger kærligheden ikke: »Jeg respekterer dit valg«; den advarer.
Kirken skal derfor tale – om synden, omvendelsen, dommen og frelsen – men altid for at føre mennesker til Kristus. Formålet med advarslen er aldrig at fordømme for fordømmelsens egen skyld; formålet er at frelse.
Jesus gør også denne sondring: »For alt dette søger hedningerne i verden« (Luk 12,30) – mad, drikke og materiel tryghed. Disse ting er ikke onde i sig selv, men verden gør dem til centrum for sin tilværelse, mens den kristne er kaldet til først at »søge Guds rige« (Matt 6,33).
Verden spørger: »Hvad får jeg ud af det?« Den kristne spørger: »Hvad vil min Herre?«
Vi kan nu svare enkelt: Kirken skal være adskilt fra verden uden at være isoleret fra verden. Adskilt i sine principper, men nærværende i sit vidnesbyrd; anderledes uden at være utilgængelig; hellig uden at være hovmodig; fast i sandheden og kærlig over for menneskene.
Herren Jesus selv er det fuldkomne forbillede. Han var i verden uden at være af verden. Han kendte menneskene uden at lade sig styre af deres tanker. Han elskede dem uden at tilhøre dem. Han bragte dem nåden uden nogensinde at svække sandheden.
Dette er også Kirkens kald: at være nær menneskene, men bundet til Kristus.
Faren i dag ville være, at Kirken i sit ønske om at være til stede i verden ender med at slå sig ned i den. En Kirke, der mister bevidstheden om sit himmelske kald, vil nødvendigvis søge en jordisk identitet – indflydelse, anerkendelse og prestige.
Men Kirken er ikke kaldet til at blive populær; den er kaldet til at være trofast. Dens forbillede er ikke verdens succes, men Kristus. Dens budskab bestemmes ikke af verdens forventninger, men af Guds ord. Dens fremtid er ikke her på jorden, for den venter på sin Herres genkomst.
Vi er ikke kaldet til at gå bort fra menneskene, men til at gå bort fra verden i dens moralske betydning; ikke til at flygte fra vores næste, men til at flygte fra fordærvet; ikke til at forlade verden, men til at forkynde Kristus for den.
Spørgsmålet var altså ikke blot: »Skal Kirken være i verden eller uden for verden?« Det bibelske svar er klart: Den er i verden, men ikke af verden; sendt ind i verden, men aldrig formet af den; den elsker menneskene uden at elske det system, der fører dem bort fra Gud; den tjener sin næste, men tilhører sin Herre; den forkynder evangeliet for verden uden nogensinde at gå på kompromis for at blive hørt.
Flygt ikke fra menneskene, men gå dem i møde. Elsk ikke verden, men elsk sjælene. Efterlign ikke verden, men genspejl Kristus. Form ikke Kirken efter verdens krav, men efter Guds ord.
Og når verden spørger, hvorfor vi er anderledes, skal vores svar først og fremmest ikke være en liste over regler. Det skal være en Person: Jesus Kristus.
Kristendommen hviler på en ufejlbarlig Person og en ufejlbarlig Bog: Kristus og i Skrifterne.
Det er ham, vi forkynder. Det er ham, vi tjener. Det er ham, vi venter på – ham, som kom fra himlen, blev forkastet, døde for vore synder, opstod, blev herliggjort hos Faderen og skal komme igen for at hente sine egne.
Indtil den dag skal vi leve her på jorden som mennesker, der allerede tilhører himlen: i verden, men med Kristus; i verden, men adskilt fra det onde; i verden, men som vidner om sandheden; i verden, men med hjertet vendt mod himlen.