Vi bringer endnu et indlæg fra den hollandske biskop Rob Mutsaerts, som tager fat på den krise den katolske kirke har befundet sig i gennem årtier, og hvad vi skal – og ikke skal – gøre for medvirke til at hele den:
Kirken i krise
Tolv spørgsmål, ubehagelige sandheder og en katolsk vej frem
Jeg har en god nyhed til dig, og en dårlig. Det dårlige nyhed er, at den katolske Kirke befinder sig i en krise. Den gode nyhed er, at det har den gjort før. Faktisk får man nogle gange, når man kender lidt til kirkehistorien, det indtryk, at krise er en af de få virkelig varige katolske traditioner. Vi har haft korrupte paver, verdslige biskopper, kætterier, skismaer, revolutioner, forfølgelser og liturgiske kommissioner. Og alligevel består Kirken stadig.
Det sidste forekommer mig først og fremmest at være et bevis på Kirkens guddommelige oprindelse. En rent menneskelig organisation, der på tidspunkter blev ledet så dårligt, som Kirken til tider er blevet ledet, ville sandsynligvis være gået konkurs omkring det fjerde århundrede. Men alligevel er situationen alvorlig. Ikke fordi Kirken er for lidt populær. Ikke fordi hendes markedsandel falder. Ikke fordi hun i utilstrækkelig grad tilpasser sig den moderne forbruger.
Krisen er alvorlig, fordi der inden for Kirken hersker usikkerhed om netop de ting, som hun burde kunne give sikkerhed om: Hvad er sandt? Hvad er synd? Hvad er ægteskab? Hvad er præstedømmet? Hvad er liturgi? Hvad betyder lydighed? Hvad betyder barmhjertighed? Hvad har Kristus egentlig betroet sin Kirke? Og måske endnu mere grundlæggende: Tror vi virkelig stadig, at Kirken har modtaget noget fra Kristus, som hun ikke selv har lov til at ændre? Det er kernen.
1. Den første nødvendige reform: hold op med at lade som om alt skal reformeres
Vi lever i en kultur, hvor forandring næsten automatisk betragtes som en forbedring. En telefon fra 2019 er gammel. En computer fra 2012 er antik. Og derfor tænker vi ubevidst nogle gange, at en troslære fra år 325 akut har brug for en softwareopdatering. Men åbenbaringen er ikke en iPhone. Kristendommen er ikke et produkt, hvor der hvert år skal komme en ny model. Kirkens opgave er ikke hele tiden at producere en ny religion. Hendes opgave er at modtage, bevare, uddybe og forkynde det, hun har modtaget fra Kristus.
Det betyder ikke, at intet må forandre sig. Pastorale metoder kan forandres. Kirkeretlige discipliner kan forandres. Organisationsformer kan forandres. Liturgiske discipliner kan forandres. Men sandheden kan ikke være sand i dag og usand i morgen.
En biskop burde ved enhver kirkelig fornyelse stille sig selv ét enkelt spørgsmål: Hjælper dette mine mennesker til at blive helligere? Ikke: ”Er dette innovativt?” Ikke: ”Er dette formuleret inkluderende?” Ikke: ”Kan vi nedsætte en arbejdsgruppe om det?” Men: Bringer dette mennesker tættere på Kristus, sakramenterne og det evige liv? Det ville kunne forkorte ganske mange møder. Og det er måske i sig selv allerede en lille kirkelig reform.
2. Synodalitet: et nyttigt redskab, en dårlig styringsform
Der er intet ukatolsk ved synoder. Kirken har kendt dem i århundreder. Det, der bliver risikabelt, er, når synodalitet forvandles fra en metode til et næsten selvstændigt teologisk ideal. Kristendommen begyndte nemlig ikke med: ”Hvor to eller tre er samlet i rundkreds til samtale, dér opstår sandheden automatisk.” Apostlene fik en tro betroet. Derefter kunne de drøfte den. Den rækkefølge er vigtig.
At lytte er fremragende, men katolikker må undertiden vove at stille det uhøflige spørgsmål: Lytte til hvem? Til kulturen? Til meningsmålinger? Til interessegrupper? Til os selv? Eller til Kristus? For når resultatet af en kirkelig lytteproces forudsigeligt bliver identisk med den moderne sekulære kulturs ønsker, må man i det mindste spørge, om vi virkelig har lyttet til Helligånden, eller måske først og fremmest til tidsånden.
Helligånden har nemlig én bemærkelsesværdig egenskab: Han taler overraskende ofte i kontinuitet med det, Han har sagt gennem de foregående tyve århundreder. Et lille råd til mine medbrødre biskopper: Brug synodaliteten, men vær biskop. En biskop er ikke udvalgt til permanent at være facilitator for gruppeprocesser. Han er apostlenes efterfølger. Det betyder: at undervise, hellige, lede og undertiden også sige: ”Nej. Det kan vi ikke ændre.” Ordet ”nej” har i vore dage et dårligt ry. Men forældre ved: Den, der aldrig siger nej, elsker ikke sine børn mere af den grund.
3. Genopret skellet mellem barmhjertighed og bekræftelse
Ingen har brug for en hårdhjertet Kirke. Men ingen har heller brug for en Kirke, der kun tør nævne synd i historiske dokumenter. Kristus var uendeligt barmhjertig. Men hans barmhjertighed bestod aldrig i at lade som om, at omvendelse var unødvendig. Til synderen siger Kristus: ”Kom.” Men også: ”Følg mig.” Og at følge betyder nødvendigvis, at vi ikke bliver stående præcis dér, hvor vi stod.
Det synes enkelt. Men i dag er det revolutionært. Den pastorale fristelse lyder undertiden: Vi ønsker ikke at såre nogen, så derfor taler vi helst ikke længere om synd. Problemet er, at så mister tilgivelsen også sin betydning. Den, der aldrig er syg, har ikke brug for en læge. Den, der aldrig synder, har ikke brug for en Frelser. Og pludselig opdager vi, hvorfor Kristus får stadig mindre at gøre i et sådant teologisk system.
Et lille råd til mine medbrødre præster. Prædik igen om: synd, nåde, himmel, helvede, skriftemål, dyd, kyskhed, bøn, offer, omvendelse. Ikke alle sammen hver søndag. De troende skal også nå hjem til frokost [eller, til et sent aftensmåltid med trætte børn, når messen starter kl. 18, red.]. Men lad mennesker vide, at kristendommen faktisk handler om noget.
4. Red liturgien fra både eksperimenter og ideologi
Liturgien er et af de mest følsomme spørgsmål i Kirken. Det er forståeligt. Lex orandi, lex credendi. Som vi beder, sådan lærer vi at tro. Derfor er kampen om liturgien aldrig blot et spørgsmål om æstetik. I sidste ende handler det om Gud.
En katolsk messe er ikke primært et møde, hvor menigheden fejrer sit fællesskab. Den er Kristi offer gjort sakramentalt nærværende. Det er ikke et måltid i form af et offer, men et offer i form af et måltid. Det ændrer alt. Når dette virkelig tros, følger der næsten automatisk: ærbødighed, knæfald, stilhed, skønhed, omhu, sakral musik og en præst, der ikke tror, at liturgien bliver bedre, når han spontant fortæller en sjov historie. Helligånden har mange gaver. Improvisationsteater ved alteret hører mig bekendt ikke til blandt de syv.
Et lille råd til mine medbrødre biskopper. Betragt ikke automatisk tilknytning til den traditionelle liturgi som et psykiatrisk problem. Ikke enhver ung katolik, der holder af latin, er en hemmelig agent fra 1957. Når unge mennesker tiltrækkes af gregoriansk sang, stilhed, røgelse, knæfald, ad orientem og klassisk spiritualitet, så spørg ikke straks: ”Hvad er der gået galt her?” Spørg måske: ”Hvad søger de her, som de savner andre steder?”
Til traditionelle katolikker. Også de må lade os sige noget. Den traditionelle liturgi kan helliggøre et menneske. Men en gammel ritus gør ikke automatisk et menneske helligt. Man kan overvære den mest ærbødige messe og derefter på parkeringspladsen forbande de tre biskopper og hele Vatikanet. Det er måske liturgisk traditionelt, men åndeligt mindre anbefalelsesværdigt. Tradition uden kærlighed bliver arkæologi med temperament.
5. Hold op med at behandle unge troende som religiøst porcelæn
Ifølge visse pastorale modeller har unge mennesker først og fremmest brug for: lave tærskler, få krav, korte gudstjenester, forståelige tekster, stor medbestemmelse og frem for alt intet, der lyder som en forpligtelse. Der er kun ét problem. Den model ser ikke ud til at fungere særlig godt. Mange unge mennesker, der opdager troen, søger netop noget andet: sandhed, orden, askese, identitet, skriftemål, tilbedelse, sakramenter, intellektuel dybde og et fællesskab, der forventer noget af dem.
Vi har undervurderet de unge. Vi tilbød dem saftevand, mens de søgte vin. Vi gav dem slogans, mens de ville læse Thomas Aquinas. Vi troede, at gregoriansk sang ville skræmme dem væk. Nogle af dem downloader det frivilligt på Spotify.
Et råd til mine medbrødre præster: Vov at behandle de unge som voksne. Lær dem katekismen. Lær dem at bede. Lær dem at faste. Lær dem, hvorfor Kirken lærer, som hun gør. Tilbyd ikke en fortyndet kristendom. Ingen er nogensinde blevet martyr for en vag følelse af fællesskab.
6. Kaldelser: hvem spørger længere efter et offer?
Vi taler meget om præstemangel. Forståeligt nok. Men diskussionen går derefter påfaldende hurtigt over til: sammenlægninger, administrative modeller, lægmandsledere og naturligvis cølibat. Alt sammen spørgsmål, der kan diskuteres. Men måske skal vi først stille et enklere spørgsmål: Hvorfor skulle en ung mand ønske at blive præst?
Når han hører: Du bliver leder for otte sogne, din kalender er fyldt med møder, du må først og fremmest ikke støde nogen, og efter tyve år får du måske en strategiplan for bæredygtige ejendomme, så er det næsten forbløffende, at nogen overhovedet dukker op. Men sig til ham: Giv dit liv til Kristus. Fejr Messens offer dagligt. Tilgiv synder. Døb børn. Vær hos døende. Forkynd evangeliet. Bliv åndelig far. Led sjæle mod evigheden.
Det lyder pludselig anderledes.
Et lille råd til mine medbrødre biskopper. Søg ikke først og fremmest kandidater, der er gode til ledelse. Søg mænd, der beder. En middelmådig administrator kan få hjælp af en god økonom. En præst, der ikke beder, kan ikke reddes af noget ledelseskursus.
7. Biskoppen skal igen være far
En moderne biskop kan let forvandle sig til en slags generaldirektør for religiøse tjenester. Han har: møder, jurister, kommunikationsrådgivere, ejendomsproblemer, presseforespørgsler, personalesager, protokoller, kommissioner. Alt sammen nødvendigt. Men når hans præster knap nok kender ham, og hans troende kun ser ham på et julekort, er der noget galt.
En biskop er først og fremmest far og hyrde. Han skal derfor kende sine præster. Kende seminaristerne. Besøge sogne. Varetage religionsundervisningen. Beskytte liturgien. Bekæmpe overgreb. Forkynde troens lære. Og en gang imellem offentligt sige noget, som alle straks forstår: Nå ja: denne mand tror virkelig på, at den katolske tro er sand. Det ville være forfriskende.
Jeg tillader mig at komme med et konkret forslag. Enhver biskop kunne hvert år afsætte et betydeligt antal dage, hvor han ikke deltager i møder, men i stedet: besøger seminariet, taler individuelt med præster, møder katekumen, besøger skoler, hører skriftemål, møder unge og besøger sogne. Det giver et indblik i, hvad hans bispedømme faktisk har brug for.
8. Præster: vær præst, ikke vært
En præst behøver ikke være den mest populære mand i sognet. Heldigvis. Ellers ville den katolske Kirke få alvorlige personaleproblemer. Han behøver heller ikke hele tiden at være ”relevant”. Hans relevans kommer ikke fra hans personlighed. Den kommer fra Kristus. Når en præst salver de syge, er han relevant. Når han giver absolution, er han relevant. Når han fejrer Eukaristien, er han relevant. Når han ledsager en døende, er han mere relevant end alle de talkshows, der sendes den aften.
Konkrete prioriteter for præster er enkle at opstille. Bed dagligt trofast tidebønnen. Afsæt dagligt tid til stille bøn. Fejr messen værdigt. Tilbyd rig mulighed for skriftemål. Vær tilgængelig for syge. Giv reel katekese. Prædik indholdsrigt. Undgå liturgisk kreativitet. Læs regelmæssigt teologi. Lev enkelt. Og vær faderlig. Det sidste er vigtigt. Præsten er ikke blot en funktionær, der uddeler sakramenter. Han er åndelig far.
9. Lægfolk: hold op med at vente på, at Rom løser alt
Katolikker har undertiden en mærkelig vane. Vi beklager os over, at hierarkiet har for meget magt. Og derefter forventer vi, at hierarkiet løser alt. Det hænger ikke sammen. Når kulturen igen skal evangeliseres, sker det i vid udstrækning gennem lægfolk. I familier, skoler, universiteter, virksomheder, medier, kunst, politik, videnskab og lokalsamfund. I hvert fald ville det være det ideelle billede. De første kristne havde ikke en bispekonference med et professionelt kommunikationsbureau. Alligevel evangeliserede de Romerriget. Det sætter vores undskyldninger en smule i perspektiv.
Det vigtigste katekeseprogram er fortsat familien. Derfor nogle råd til forældre. Bed med jeres børn. Gå til messe med dem. Gå selv til skrifte. Tal om troen derhjemme. Lad dem lære helgener at kende. Lær dem, at søndag virkelig er søndag. Og bliv ikke overraskede, hvis et barn ikke bliver katolik, efter at det i atten år har set, at det at være katolik knap nok gjorde nogen forskel for dets forældre.
Katolske intellektuelle vil jeg gerne sige dette til: Skriv. Undervis. Debattér. Grundlæg. Organisér. Vær til stede i kulturen. Katolsk ortodoksi må ikke blive en hobby for intellektuelle, der udelukkende taler med hinanden. Thomas Aquinas skrev ikke til en lukket WhatsApp-gruppe.
10. Bekæmp kulturkampen uden selv at blive kulturkriger
Der findes reelle konflikter mellem katolsk moral og moderne kultur. Det skal vi ikke benægte. Men traditionelle katolikker løber undertiden en egen risiko: at kampen mod vildfarelse langsomt bliver vigtigere end kærligheden til sandheden. Forskellen er subtil, men afgørende. Man kan tilbringe så meget tid med at bekæmpe modernismen, at Kristus næsten bliver en biting. Man kan dagligt læse alt om, hvad der går galt i Rom, og næsten ikke åbne evangeliet. Man kan modtage den seneste katastrofe fra et af Vatikanets dikasterier på Facebook inden for ti minutter og ikke vide, hvilken helgen der står på kalenderen i dag.
Det er ikke traditionens sejr. Det er åndelig distraktion.
En praktisk regel: Læs mere Augustin end kirkeligt Twitter. Læs mere Benedikt XVI end vrede blogs. Bed længere for din biskop, end du klager over ham. Det sidste er særligt vanskeligt. Derfor er det sandsynligvis godt for sjælen.
11. Overgreb: ingen romantik om Kirkens omdømme
Her er der kun lidt plads til humor.
Overgreb og den fortielseskultur, der omgav dem, har forårsaget enorme skader. Den traditionelle katolik må aldrig tænke, at forsvar for Kirken betyder, at institutionens omdømme skal gå forud for sandhed og retfærdighed. Netop katolsk ortodoksi kræver: retfærdighed, kærlighed til sandheden, beskyttelse af sårbare og ansvar hos dem, der udøver myndighed.
En biskop, der beskytter en overgrebsmand for at ”undgå skandale”, skaber netop skandale. Kirken forsvares ikke ved at skjule synd. Kirken forsvares ved at bekæmpe synd.
Med andre ord: Beskyt først ofrene. Undersøg sagerne seriøst. Samarbejd på lovlig vis med de civile myndigheder. Vær gennemsigtig, hvor det er ansvarligt muligt. Og forstå dette: Kirkens omdømme tilhører i sidste ende Kristus. Han kan bedre tåle sandheden end en løgn.
12. Hold op med det evige mindreværdskompleks over for den moderne verden
I nogle årtier har en del af det kirkelige establishment tilsyneladende været skrækslagent for, at den moderne verden skal synes, at vi er gammeldags. Men det kan vi godt tage afslappet. Den moderne verden synes faktisk, at vi er gammeldags. Kristendommen lærer trods alt: at kyskhed er en dyd, at ægteskabet har en objektiv betydning, at børn er gaver, at sandheden findes, at lidelse kan få en mening, at ejendom medfører forpligtelser, at tilgivelse er vigtigere end hævn, at ydmyghed er godt, at mennesket ikke er sin egen skaber, og at Gud i sidste ende er vigtigere end autonomien. Og ja, også vigtigere end økonomien.
Det bliver aldrig fuldstændig moderne. Og det behøver det heller ikke. Kristendommen har ikke overlevet i to tusind år, fordi den hvert tyvende år omskrev sit budskab. Den har overlevet, fordi budskabet viste sig at være større end enhver mode.
Hvad skal der konkret ske?
Lad mig afslutte med et enkelt program. Ikke med endnu en ny kommission, men for os selv.
Til biskopper
- Forkynd troens lære klart. Ikke kun når der ikke findes nogen kontrovers. Netop når den er upopulær.
- Form gode præster. Intellektuelt ortodokse. Åndeligt dybe. Menneskeligt modne. Liturgisk veluddannede.
- Giv ortodokse seminarier prioritet. Et bispedømme uden kaldelser bør ikke kun spørge, hvorfor de unge ikke kommer. Det bør også spørge, hvad de unge møder, når de faktisk kommer.
- Genopret liturgisk fred. Behandl ikke troende, der længes efter traditionel liturgi, som problemtilfælde.
- Frem bøn og tilbedelse. Kirkens fornyelse begynder ikke med ledelse.
- Beskyt katolsk undervisning. En skole, der kalder sig katolsk, men ikke længere tør undervise i det katolske menneskesyn, har først og fremmest et historisk logo.
- Vær synlig som hyrde. Gå ud til jeres folk.
Til præster
- Bed. Det lyder næsten fornærmende enkelt. Men mange kriser begynder netop dér.
- Fejr Eukaristien dagligt. Fejr den ærbødigt. Den troende behøver ikke møde præstens personlighed ved messen. Han kommer for at møde Kristus.
- Prædik hele sandheden. Med kærlighed. Med intelligens. Med humor, hvor det giver mening, men uden skam.
- Hør skriftemål. Sørg for rig mulighed for skriftemål. Nej, at man kan ringe på hos præsten tæller ikke.
- Opsøg de unge. Ikke for at være smart sammen med dem. Det er håbløst. En tresårig præst, der forsøger at tale som en sekstenårig, er et af de stærkeste argumenter for et klosterligt tavshedsløfte. Vær far. Det er nok.
- Dyrk præstligt broderskab. En isoleret præst bliver sårbar.
- Elsk jeres mennesker. Også når de er besværlige. Især da.
Til lægfolk
- Bliv selv hellige. Det er vanskeligere end at blive vred på Rom, men i sidste ende langt mere effektivt.
- Opbyg katolske familier.
- Giv jeres børn reel katekese.
- Støt gode præster. Ikke ved at sætte dem på en piedestal, men ved at hjælpe dem med at forblive præster.
- Grundlæg katolske initiativer, skoler, forlag, studentergrupper, bønnegrupper, kulturinstitutioner og gode medier.
- Kend jeres tro. En katolik, der ikke kender katekismen, men dagligt diskuterer kirkepolitik, minder lidt om en fodboldanalytiker, der ikke ved, om der er luft eller sand i en bold.
- Vær glade. Det er måske vigtigere, end vi tror. Bitterhed omvender ingen.
Lad mig også sige noget, som måske er mindre behageligt for et traditionelt publikum. Tradition kan selv blive en ideologi. Man kan blive så overbevist om, at man forsvarer sandheden, at man glemmer, at sandheden er en Person. Vi kan have ret og være kærlighedsløse, være ortodokse og hovmodige, være liturgisk korrekte og åndeligt kolde, være teologisk skarpe og menneskeligt uudholdelige. Det ville være en noget mærkelig sejr.
Den traditionelle bevægelse vil virkelig være frugtbar, når den kendes på: hellighed, store familier, kaldelser, intellektuelt liv, skønhed, velgørenhed, glæde og missionerende kraft. Ikke udelukkende på kritik. Et træ kendes til sidst på sine frugter. Ikke på skarpheden af sine tweets.
Hvor begynder den virkelige reform?
Måske ikke i Rom. Måske ikke på en synode. Måske ikke ved en bispekonference. Måske begynder den i morgen tidlig. Når en præst beder en halv time længere før morgenmaden. Når en far beder rosenkransen med sine børn. Når en ung efter ti år igen går til skrifte. Når en biskop beslutter roligt at forklare en upopulær sandhed. Når en seminarist vælger hellighed frem for karriere. Når et sogn igen begynder med eukaristisk tilbedelse. Når en katolsk lærer nægter at reducere sin tro til et vagt humanismebegreb. Når et ægtepar virkelig lever deres ægteskab som et kald.
Sådan har Kirken altid fornyet sig. Ikke først og fremmest gennem programmer, men gennem helgener.
Og derfor: Ingen panik. Vi må tage krisen alvorligt. Vi behøver ikke gøre den mere dramatisk, end den er. For Kirkens fremtid afhænger i sidste ende ikke af, hvor dygtigt hendes bureaukrati er. Gud ske lov. Det er måske den mest trøstende lære af alle.
Kristus sagde ikke: ”Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min strategiske flerårsplan.” Han sagde: ”Jeg vil bygge min Kirke.” Det fritager os ikke for ansvar. Det sætter vores ansvar på rette plads. Vi behøver ikke opfinde Kirken på ny. Vi behøver heller ikke redde hende, som om Kristus efter sin himmelfart havde glemt, hvordan hans egen Kirke fungerer.
Vi skal gøre noget enklere: Bevare troen. Forkynde sandheden. Modtage sakramenterne. Opdrage vores børn. Tjene de fattige. Danne præster. Fremme kaldelser. Fejre liturgien værdigt. Elske vores fjender. Og elske Kristus mere end vores egen kirkelige fraktion.
Det sidste kan være det vanskeligste. For i sidste ende findes der ingen traditionelle helgener og progressive helgener. Der findes kun helgener.
Og måske er det netop den reform, Kirken har brug for nu. Ikke endnu et nyt katolsk program. Men igen katolikker, der tager evangeliet så alvorligt, at andre mennesker begynder at spørge: ”Hvad har de fundet, som vi mangler?”
Når det spørgsmål igen bliver stillet, begynder den nye evangelisering for alvor.
Og måske opdager Kirken da noget, som hun altid har vidst i sine bedste øjeblikke: at verden ikke omvendes ved, at vi ligner den mere og mere. Men ved, at den ser noget af Kristus i os.
+Rob Mutsaerts