Vi bringer (i oversættelse) en kronik fra det franske dagblad Le Figaro fra i dag (23/2). Forfatteren er den kendte journalist og historiker Christophe Dickès.
Fasten starter i år med en lussing for de traditionalistiske katolikker. Kardinal Roche, der er ansvarlig for liturgiske spørgsmål i Vatikanet og aldrig har lagt skjul på sin modstand mod Benedikt XVI’s arbejde, har netop offentliggjort en ny tekst, der er godkendt af pave Frans, om det gamle rituals brug. I strid med selve den ånd, som paven ønskede at give sit pontifikat, vil kardinalen drastisk reducere biskoppernes frihed og deres autonomi i den sammenhæng. Men hvem er disse traditionalistiske katolikker?
På den franske kirkes skala er de blandt de få regelmæssige kirkegængere, som udgør mindre end 4 % af de franske katolikker. De er altså en minoritet af en minoritet. De underviser deres børn ved at lære dem de ti bud og de bønner, som katolikker bør kende. Bønnen praktiserer de ofte som en familie. Nogle af dem, der ønsker at beskytte deres børn mod den cancel-kultur, der udvikler sig i skolemiljøet, sætter deres børn i privatskoler. Disse skoler er meget dyre, og koster altså familierne store materielle ofre. De ved imidlertid, at uddannelse er alverdens skatte værd, især religiøs undervisning som udføres af præster.
Disse mennesker går for det meste til messe på latin. Ikke fordi de foretrækker kirkens universelle sprog, og heller ikke af snobberi. Nej. Fordi der er en vertikalitet og hellighed i den (ukorrekt kaldte) “tridentinske” ritus, som er mindre tydelig i den “kommunitaristiske” ritus eller Paul VI-messen. De kan også lide den latinske ritus, fordi den er den mindst præste-centrerede: præsten vender faktisk ryggen til dem fra det øjeblik, hvor den kanoniske bøn er påbegyndt. I den gamle ritus er der ingen personfixering: de troende beder i det stille, i et ansigt til ansigt-møde med Gud.
Nu har Rom i næsten to år forsøgt at fratage disse mennesker det, som de to tidligere paver havde givet dem efter lange og velvillige forhandlinger. Lad os huske på, at disse mennesker efter ærkebiskop Lefebvres berømte “skisma” i 1988 netop ønskede at vise deres troskab mod Pavestolen ved at give udtryk for deres åndelige behov, som det er tilladt i henhold til den kanoniske lov (C. 212 § 2). Denne handling af troskab blev belønnet af den pavelige myndighed. Disse mennesker ved også, at siden kristendommens oprindelse og koncilet i Jerusalem (Acta 15) har Kirken ikke hentet sin enhed fra liturgien, men fra bekendelsen til den samme tro (KKK 814). Derfor ved de, at der findes flere romerske riter i kirken (anglikansk, zairisk) og mange andre riter, der er anerkendt af Rom: alexandrinske, byzantinske, armenske osv.
I dag bliver disse mennesker forfulgt. Man kunne ellers undre sig over, hvorfor de fylder deres kirker, når mange andre tømmes. Man kunne også have spurgt, om disse mennesker ikke er en del af det, som Benedikt XVI har kaldt de kreative mindretal: skoler, spejdergrupper, kor, hjælp til ældre, missionsarbejde, medier og frem for alt … konversioner og kald. Traditionalisternes figentræ blomstrer, men det ser ud til at være ligegyldigt.
Frem for alt kunne man, ligesom den hellige Paulus, da han blev kaldt til Jerusalem af (Galaterbrevet 2), have forsøgt at modtage lederne af de berørte institutter og broderskaber for at høre dem. Man kunne endda have bedt dem om at forbedre sig ved at arbejde med visse punkter. På samme måde som Pius X-selskabet eller anglikanerne forpligtede sig til at arbejde sammen med Rom om en reintegration, stadig under Benedikt XVI’s pontifikat. I tilfælde af at de viste ond vilje, kunne man have foretaget en broderlig korrektion, ja, endog en irettesættelse, og endog have udvist pastoral omsorg. Dette er et princip for at arbejde mod retfærdighed som udlægges i kanonisk ret (C. 1341). Eller endnu bedre, eftersom ordet nu så ofte overlades lægfolk, kunne man have inviteret nogle af de troende fra græsrødderne, som er repræsentative for denne særlige strømning i Kirken.
Det skete ikke: kun et par ledere fra Petersbroderskabet blev modtaget. De blev i øvrigt rigeligt imødekommet. Hvad angår lægfolk, blev mødrene til præster på mellem 50 og 65 år, som havde gået 1.500 km fra Paris til Rom for at fremlægge deres bøn for Peters stedfortræders fødder, kun modtaget i knap tre minutter. 1.500 kilometer for en håndfuld sekunder… I denne gruppe, som blev druknet i et hav af ligegyldighed, var der endda et trofast medlem af Emmanuel-fællesskabet, som, bevæget af medfølelse, ønskede at gå et lille stykke vej med denne mærkelige lille verden. Denne kvinde havde skabt en bro. Hun blev modtaget med tårer og elsket med Tertullians’ ord: “Se, hvordan de elsker hinanden” (Apologetik, nr. 39 § 7).
I dag har disse “tradis” fået øgenavne for bedre at diskvalificere dem. De er nihilister, får vi at vide, eller restaurationister. En engelsk kritiker anser dem endda for at være de nye jansenister! Man siger til dem, at de skal anerkende det andet Vatikankoncil, selv om det overvældende flertal af dem ikke har læst og aldrig vil læse koncilsdokumenterne – i øvrigt ganske som de der deltager i Paul VI-messen ikke har læst dem. Man anklager dem for deres kirkesyn uden at spørge sig selv, om de 96% af katolikkerne, der ikke går til messe, overhovedet har et. Man vil “genopdrage” dem, med eller mod deres vilje. Synodaliteten synes at være på mode, undtagen for disse mennesker: de må lide i stilhed.