Sankt Karl Borromæus Gruppen

Budskab fra Paven

Her i begyndelsen af januar – 1/1-5/1 – afholdes en stor konference for unge katolikker i USA, med fejring af liturgien efter både ny og gammel ritus. Specielt fejrede Mgr Reed (Boston) en pontifikalmesse i den overleverede ritus i forgårs (2/1), på Festen for Jesu Hellige Navn, hvor man særlig bemærkede det store antal yngre mænd som deltog. Det er et fænomen, som der også har været skrevet om i danske medier, at der blandt unge – og måske i særdeleshed yngre mænd – er en bevægelse mod de former af kristendommen, som finder deres åndelige søgens mål i traditionen – hvad enten det er de romersk katolske eller de østlige former af historisk rodfæstet tro og liturgi.

Her få dage før det ekstraordinære konsistorium, som Paven har indkaldt alle kardinaler til i Rom (7/1-8/1), er det værd at lægge mærke til, at Paven sendte et videobudskab (nedenfor) til den amerikanske konference med en appel til unge mennesker om at lytte til det kald, Jesus Kristus selv giver dem – hvad enten det er til præstestanden, ordensfællesskaberne eller til at stifte familier gennem ægteskabets sakramente. Selvom Paven ikke direkte nævner det liturgiske spørgsmål, som vil blive behandlet under konsistoriet, er der næppe tvivl om at han både kender til den traditionelle liturgis særlige tiltrækningskraft blandt amerikanske unge, og til de vanskeligheder som de i nogle amerikanske bispedømmer har fået efter at deres biskopper har indskrænket adgangen til denne skat i Kirkens tro og bønsliv. Lad os bede for at konsistoriet ved Helligåndens råd og visdom må erkende behovet for påny at åbne Kirkens skatkamre for alle, uden frygt og splittende påholdenhed, og derved lede nye generationer af præster, ordenfolk og ægtefolk til at finde deres kald, og ikke mindst til at finde deres livs mening netop i Jesu Hellige Navn.

Tryk for neden for engelsk undertekst.