Petersbroderskabet (FSSP) blev i 1988 oprettet af Pave Johannes Paul d. II. som apostolisk selskab med pavelig ret, hvis særlige opgave det er at drage omsorg for katolikker der foretrækker den uforandrede liturgiske tradition. Senere er flere andre kommet til, og alene Petersbroderskabet har i dag 579 præster, som virker over hele verden. Men Petersbroderskabets historie er speciel fordi de første medlemmer var præster der havde forladt Pius-broderskabet efter de ulovlige bispevielser i 1988. Efter at have opridset denne historiske baggrund, deler Petersbroderskabets superior for Frankrig, Abbé Benoît de Giacomo, flg. refleksioner (fra 29/6, Festen for de hellige Apostle Peter og Paul), som vi bringer i dansk oversættelse:
I dette år 2026 oplever vi igen en situation, der minder om den i 1988. Nye bispevielser imod Pavens vilje er blevet annonceret til den 1. juli. Enhver kan forstå, hvor smertefuld en sådan situation er, især for Præstebroderskabet Sankt Peter (FSSP). Man kunne sige, at dette ikke angår os – eller ikke længere angår os – men alvoren i en sådan handling for Kirkens enhed og for historien om vores grundlæggelse kan ikke lade os være uberørte.
På mange områder består der ganske vist stadig en læremæssig, teologisk og liturgisk krise i Kirken. Men det forhindrer ikke Helligånden i fortsat at virke i den. Tværtimod ser vi med glæde i disse år, at mange mennesker opdager eller genopdager den katolske tro. Herren bliver ved med at kalde, og denne længsel viser sig blandt andet i »væksten i de fællesskaber, der er knyttet til vetus ordo [den ældre form af liturgien]«.
Forkyndelsen af evangeliet er altid en nødvendig kærlighedsgerning, men den er vanskeligere i urolige tider. Siden apostlenes dage har kriser i Kirken nemlig altid været både et mysterium for vores forstand, og en prøvelse. Derfor er deres løsning ikke enkel, men må med klogskab fremsøges ud fra troens principper. Vi ved, at hvor Mesteren er gået, dér må også disciplene gå. Derfor vil der nødvendigvis i det kristne liv være tider, hvor Forsynet fører os ad gådefulde veje. Da plantes Kristi kors i vore hjerter med hele sin smertefulde kraft, men også med hele sin frugtbarhed.
Da vore grundlæggere oprettede FSSP i respekt for og i lydighed mod de kirkelige myndigheder, var de ikke uvidende om de til tider vanskelige konsekvenser, dette kunne få for fællesskabet og for de troende, som var betroet dets omsorg. De vidste også, at deres valg ikke altid ville blive forstået. Men Kristus, som ved alt, lader ikke sine børn være faderløse. De lidelser, der bæres i forening med ham, rummer nåden til en tillidsfuld overgivelse, og den overnaturlige accept af korset er aldrig en kapitulation.
Ved at følge Kristus følger vi det eksempel, som de store helgener har efterladt os – de, som måtte lide under Kirkens beslutninger: den hellige Jeanne d’Arc, den hellige Johannes af Korset, den hellige Alfons Maria de Liguori, den hellige Bernadette, den hellige Padre Pio og så mange andre. Dette er i sandhed fortsættelsen af den frelsende inkarnation; dette er troens lydigheds lys og skygge; og af disse grunde blev dette også de historiske, teologiske og åndelige valg, som grundlæggerne af Præstebroderskabet Sankt Peter traf.
»Ecclesia semper reformanda« – »Kirken må altid reformeres« – siger det klassiske ordsprog. Men ingen helgen har nogensinde deltaget i en reform af Kirken »udefra«, det vil sige ved at unddrage sig dens synlige autoritet og oprette et parallelt hierarki.
Disse overnaturlige sandheder gælder stadig og må derfor også kaste lys over de nuværende omstændigheder. Desværre svækker de lidenskaber, som næres af allestedsnærværende medier, den fornuft, der er oplyst af troen. Selv om tiderne ændrer sig, og udtrykket for de evige sandheder kan blive svækket eller endog tvetydigt, findes der dog kun ét eneste læreembede (Magisterium) i Kirken. At anerkende dette gør det muligt ikke at ofre sandheden – hverken gennem en udbredt relativisering af læreembedets autoritet eller gennem en urimelig maksimalisering af denne autoritet; begge dele strider imod troen.
Betyder det så, at man må tie om fejl begået af kirkens hyrder eller om de skandaler, der er synlige i Kirkens liv? På ingen måde. Men netop ved at fastholde forståelsen af den »levende Tradition« ønsker FSSP at handle i overensstemmelse med denne. Religiøse fællesskabers opgave har aldrig været at ophøje sig selv til et parallelt læreembede eller at udsende opsigtsvækkende erklæringer og pressemeddelelser om Kirken. En kritisk holdning skaber ofte mere uro end lys.
Et kritisk sind derimod søger, når en udtalelse vækker forundring eller synes vanskelig at forstå, lys i Kirkens vedvarende læreembede for at fortolke den. Kirken selv har handlet på denne måde i forbindelse med visse passager i Det Andet Vatikankoncil. På samme måde søger FSSP – på sin plads, uden spektakulære markeringer, men heller ikke uden mod – at forblive tro mod aftaleprotokollen af 5. maj 1988, som danner grundlaget for broderskabets konstitutioner.
Petersbroderskabet (ved pp. J. Bisig og J. Berg) i audiens hos Paven, 20/1 2026
FSSP føler sig fortsat dybt berørt af de troendes situation, når de giver udtryk for en oplevelse af uretfærdighed eller uforståen over den måde, hvorpå de løfter, der blev givet i 1988, undertiden er blevet virkeliggjort. Langt de fleste af disse troende passer nemlig ikke ind i de sociopolitiske eller antikirkelige kategorier, som de så ofte bliver placeret i for at retfærdiggøre begrænsninger af deres oprigtige tilknytning til den katolske tros traditionelle liturgiske og åndelige former.
De ønsker at forblive i Kirken og i dens fulde fællesskab. De står ikke i opposition til Kirken, men forventer af den den mildhed og fred, som det kristne liv tilbyder gennem de liturgiske, åndelige og disciplinære traditioner, der har vist deres bærekraft gennem århundreder. Til gavn for hele Kirken ønsker FSSP derfor at forblive tro mod den mission, som den har modtaget fra Den Hellige Stol – til gavn for alle de troende, og især for de mange, som i de senere år har opdaget eller genopdaget glæden ved det kristne liv gennem vetus ordo.
Ved trofasthed mod sin historie og sin egen liturgiske arv lever FSSP fuldt ud i den katolske Kirkes fællesskab – ikke som om den skulle frelse Kirken, men som et fællesskab, der arbejder i dens midte for at forkynde evangeliets glæde. Og Gud ved, at der ikke mangler opgaver i en sekulariseret verden.
Kirkens tro og historie lærer os, at religiøse samfunds troskab mod deres grundlæggende karisma er forudsætningen både for medlemmernes helliggørelse og for deres apostoliske frugtbarhed. Jeg er naturligvis klar over, at FSSP’s særlige mission undertiden fejlagtigt opfattes som en trussel mod Kirkens fællesskab. Men jeg vil minde om, at broderskabet netop blev grundlagt af hensyn til fællesskabet og enheden.
Denne liturgiske arvs varige anerkendelse – bekræftet ved dekretet af 11. februar 2022 – understreger betydningen og aktualiteten af FSSP’s mission: at holde den tridentinske liturgi levende, ikke blot til sjælenes gavn, men også som et vidnesbyrd om Kirkens kontinuitet gennem århundrederne, sådan som pave Benedikt XVI ofte fremhævede.
Lad os derfor trofast bede for Kirken og for pave Leo XIV. Lad os også bede om, at Helligånden må oplyse hver enkelt af os. Og lad os frem for alt vise hinanden stor kærlighed, for krisetider er også tider, hvor den, som splitter, søger at vinde indpas. Lad os foretrække dialog og indre stilhed frem for frugtesløse diskussioner, ophidsede debatter og gensidige beskyldninger.
Lad os endelig bede den hellige Peter fortsat tjene Kristi Kirke i fællesskab med dens synlige overhoved, så vi – i Kirken og sammen med Kirken – kan arbejde for sjælenes frelse.
