Kardinal Roche, den 76-årige afgående præfekt for Gudstjeneste-dikasteriet i Rom, er en vred mand. Han fik sin storhedstid under Pave Frans, hvor det – på trods af anbefalingerne fra en høring blandt alverdens biskopper – lykkedes en lille kreds af ideologer at få indført en del benspænd for den traditionelle romerske ritus, som stadig flere unge familier deltager i. Nu er det ved at være slut, og tonen fra Roche er blevet mere og mere skinger. Hollandske biskop Robert Mutsaerts reflekterer i et nyt blogindlæg (24/10) over, hvorfor kardinal Roche, i dette personlige felttog, bevæger sig på grænsen af en bruddets teologi, hvor Kirkens historiske skatte betragtes som en trussel snarere end en rigdom. Vi bringer indlægget i dansk oversættelse:
Den katolske kirke bryster sig af sin universalitet, værner om en imponerende mangfoldighed af liturgiske traditioner og betragter denne mangfoldighed som et udtryk for sin rigdom. En katolik kan deltage i den guddommelige liturgi efter den byzantinske, maronitiske, armenske eller kaldæiske tradition. Ingen betragter i sig selv dette som en trussel mod kirkens enhed. Men så snart en katolik ønsker at deltage i messen, sådan som den i århundreder blev fejret i Rom, Paris, Amsterdam og stort set hele den latinske kirke, begynder visse kirkelige autoriteter i Rom at blive bekymrede.
Pludselig bliver liturgisk mangfoldighed et problem. Pludselig bliver tilknytning til traditionen betragtet med mistænksomhed. Og pludselig skal kirkens enhed beskyttes mod mennesker, der ønsker at bede, sådan som deres forfædre gjorde. Det rejser et spørgsmål, som bestemt ikke er urimeligt: Hvorfor betragtes næsten enhver gammel katolsk liturgisk tradition som en rigdom, bortset fra den gamle romerske liturgi?
Kardinal Roche udtalte for nylig i et interview med AdVaticanum, offentliggjort den 13. oktober 2026, at traditionalistiske grupper undertiden bruger den tidligere liturgi til at modsætte sig den liturgiske reform fra Det Andet Vatikankoncil. Ifølge kardinalen kan en sådan holdning skade kirkens enhed. Han advarede om, at den, der forkaster koncilet, fjerner sig fra katolicismens centrum. Desuden sagde han, at katolikker efter hans opfattelse ikke udelukkende bør deltage i den gamle messe. Her er det nødvendigt at foretage en vigtig sondring.
Den, der principielt benægter gyldigheden af den nye messe, forkaster pavens autoritet eller hævder, at den katolske kirke efter Andet Vatikankoncil ikke længere er den katolske kirke, indtager ganske rigtigt en problematisk position. Men den, der elsker den traditionelle messe, fordyber sin tro gennem den, accepterer den katolske lære og forbliver tro mod paven, kan ikke uden videre beskyldes for det samme. Tilknytning til en liturgisk tradition er ikke det samme som afvisning af Kirkens læreembede. Det er netop denne sondring, der risikerer at gå tabt i den aktuelle debat.
Den katolske kirke omfatter 24 sui iuris-kirker: den latinske kirke og 23 østkatolske kirker. De har forskellige liturgiske traditioner. Tænk blot på de byzantinske, alexandrinske, antiokenske, armenske og østsyriske traditioner. Også i den vestlige katolske verden findes der særlige liturgiske skikke, herunder den ambrosianske ritus i Milano. Og ingen behøver at frygte for kirkens enhed, når en byzantinsk-katolsk præst står foran ikonostasen, røgelsen stiger rigeligt til vejrs, og de troende deltager i en liturgi, der på mange punkter adskiller sig fra den sædvanlige romerske messe. For katolsk enhed har aldrig været det samme som liturgisk ensartethed.
Tværtimod fastslår Det Andet Vatikankoncil udtrykkeligt i Sacrosanctum Concilium, at alle lovligt anerkendte riter har samme værdighed, og at Kirken ønsker at bevare og fremme dem. Det er en bemærkelsesværdig udtalelse i lyset af kardinal Roches udtalelser. Hvis liturgisk mangfoldighed ikke nødvendigvis skader kirkens enhed, hvorfor skulle den århundredgamle romerske liturgi så gøre det? Den katolske tro er trods alt ikke en samling skikke, hvis udløbsdato fastsættes af en kirkelig kommission.
Den liturgiske praksis efter Anden Verdenskrig har vist en forskydning fra Guds transcendens til menigheden som centrum. Når eukaristien i stigende grad kommer til at ligne et fælles måltid, en fejring af menneskeligt fællesskab eller en anledning til pastorale eksperimenter, risikerer offerdimensionen at træde i baggrunden. Netop over for denne udvikling udgør den traditionelle liturgi med sin konsekvente orientering mod Gud en synlig modvægt. Og måske ligger en del af ubehaget netop her: TLM forkynder fortsat noget gammelt, som man i dag let glemmer. Pave Benedikt forstod noget væsentligt: Kirken kan ikke med troværdighed hævde, at det, den i går anså for helligt, i dag bør betragtes som en fare.
Bliver Det Andet Vatikankoncil brugt som et brudpunkt? Her berører debatten et dybere problem. Et koncil står inden for Traditionen. Det grundlægger ikke en ny kirke. Andet Vatikankoncil foreskrev en reform af liturgien, men fastslog samtidig, at latin skulle bevares i de latinske riter, og at den gregorianske sang skulle have en fremtrædende plads. Meget af det, der i dag betragtes som typisk traditionalistisk, var altså helt selvfølgeligt for koncilsfædrene. Derfor er det mærkværdigt, når tilknytningen til den ældre liturgi fremstilles som modstand mod selve koncilet.
Kritik af bestemte aspekter af den liturgiske reform efter koncilet er nemlig ikke automatisk det samme som en forkastelse af Det Andet Vatikankoncil. Den liturgiske reform blev i vid udstrækning udarbejdet og gennemført efter koncilet. Det betyder ikke, at al kritik er berettiget. Det betyder blot, at en sådan diskussion kan være legitim.
Når et koncil i praksis behandles som en absolut skillelinje mellem en gammel og en ny kirke, opstår netop det brud, som man hævder at ville undgå. Den katolske kirke er ikke en institution, der blev grundlagt på ny i 1965. Den er den samme kirke, som modtog apostlene, frembragte kirkefædrene, byggede middelalderens katedraler, afholdt koncilet i Trient og indkaldte Det Andet Vatikankoncil. Den, der virkelig tror på Kirkens kontinuitet, behøver ikke at være bange for dens fortid.
Kardinal Roche henviser hele tiden til Kirkens enhed. Det er i sig selv fuldstændig berettiget. Enhed er ikke en uvæsentlig egenskab ved Kirken, men hører til dens væsen. Spørgsmålet er blot, hvad vi forstår ved enhed. Enhed i den katolske tro, i sakramenterne og i fællesskabet med Peters efterfølger er noget andet end ensartethed i den rituelle udtryksform.
Det officielle argument lyder, at TLM, i modsætning til de østlige liturgier, for visse grupper er blevet et symbol på modstand mod reformen og Kirkens autoritet. Dette argument fortjener seriøs opmærksomhed. Problemet med denne argumentation er imidlertid, at den let forvandles fra en vurdering af bestemte misbrug til en generel dom over et omfattende liturgisk fællesskab. Hvorfor skal familier, unge, præster og ordensfolk, der ikke ønsker andet end at fejre den traditionelle liturgi i fuldt kirkeligt fællesskab, bære konsekvenserne af dette?
En far, der tager sine børn med til den gamle messe, fordi han dér oplever eukaristiens hellighed særlig stærkt, bedriver ikke kirkepolitik. Han går ganske enkelt til messe.
Kirkens historie er ikke kun præget af fornyelse, men også af bevarelse. Traditio betyder overlevering: at modtage noget, man ikke selv har opfundet, og give det videre til den næste generation. Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at de traditionelt orienterede katolikkers ønsker undertiden mødes med så ringe forståelse i en tid, hvor der konstant tales om at lytte til de troende. En kirke, der ønsker at lytte til verden, burde også lytte til sine egne børn – eller betyder synodalitet noget andet?
Det gælder især, når disse børn ikke efterspørger mindre katolsk lære, men tværtimod ønsker, at den forkyndes i sin fulde udstrækning. Eller er det netop dér, problemet ligger?
En fornuftig tilgang ville give plads til den ældre liturgi dér, hvor den oprigtigt ønskes, samtidig med at man kræver troskab mod det kirkelige fællesskab og korrigerer misbrug inden for alle liturgiske former. Også dette sidste fortjener opmærksomhed. Hvis man strengt regulerer den gamle messe af hensyn til liturgiens hellighed og enhed, bør man med samme alvor gribe ind over for misbrug i den nye messe.
Måske er det mest bemærkelsesværdige, at den traditionelle latinske messe ikke udelukkende tiltrækker mennesker, der voksede op før koncilet. Også unge katolikker føler sig tiltrukket af den. Når unge bevidst vælger stilhed, gregoriansk sang, rituel præcision og en liturgi, der kun i ringe grad imødekommer nutidens præference for spontanitet og umiddelbar forståelighed, siger det noget. Det betyder, at modernisering ikke altid er den bedste vej til evangelisering.
Måske længes det moderne menneske netop undertiden efter det, der ikke er moderne. Måske søger det ikke en liturgi, der i videst muligt omfang ligner den verden, det lever i til daglig, og som ikke har noget at tilbyde det, men en liturgi, der hjælper det med at hæve sig over denne verden. Dette er ikke et argument imod den nye messe. Det er et argument imod forestillingen om, at liturgisk fornyelse nødvendigvis er ensbetydende med tilpasning til tidsånden.
Det ville være beklageligt, hvis den traditionelle latinske messe i sidste ende blev offer for en kirkelig strid, hvor det ikke længere reelt handler om gudsdyrkelsen, men om fortolkningen af de seneste tres år. For så bliver en liturgi, der gennem århundreder har formet helgener og helliget utallige troende, behandlet som et problem, der skal løses. Mindre mistænksomhed, større historisk redelighed, større teologisk dybde og frem for alt større pastoral storsind ville være ønskeligt.
Det katolske et-et, det berømte katolske princip om både-og, kunne også her være et frugtbart udgangspunkt. Tradition og legitim udvikling. Enhed og mangfoldighed. Troskab mod koncilet og ærbødighed for de århundreder, der gik forud. Den nye messe og plads til den overleverede romerske liturgi inden for Kirkens fællesskab.
Eminence, Kirken behøver ikke at forbyde sin fortid for at sikre sin fremtid. En kirke, der virkelig har tillid til den levende Tradition, kan tillade sig at elske sin egen historie. En kirke, der med glæde tager imod byzantinsk, maronitisk og armensk liturgi i sit midte, burde heller ikke føle sig alt for truet af en romersk messe, som har været den kær i århundreder. Den traditionelle latinske messe er trods alt ikke en fremmed indtrænger i den katolske kirke; den kommer fra dens eget hjem. Og en moderkirke burde ikke behandle sine egne børn som fremmede, blot fordi de gerne vil bede på deres bedsteforældres sprog.
+ Rob Mutsaerts