I dag er det Passions søndag. Messe kl. 18 som sædvanlig.
Passionssøndag indleder Passionstiden, som omfatter de sidste to uger inden Påske. For at vise, hvor centralt Kristi lidelse – eller “passio”, på latin – står i vores tro, er det tilstrækkeligt at citere den hellige Paulus, som “hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet” (1. Kor. 2, 2). Passionstiden indbyder os til helt at hellige os fordybelsen i dette lidelsens Mysterium.
I trosbekendelsen refereres eksplicit til den romerske guvernør, Pontius Pilatus, som sammen med sin kejser, Tiberius, stadfæster den historiske ramme, som Kristi lidelse fandt sted i. Vi tror altså at Kristi lidelse fandt sted på et bestemt tidspunkt i historien. Og vi tror at Gud selv underkastede sig den mest uretfærdige af alle menneskelige handlinger: at udlevere Verdens Frelser til tortur, hån, og endelig den vanærende korsfæstelse, som allerede det gamle testamente udpeger som det mest skamfulde af alle straffe: “den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse…” (5. Mos. 21, 23). I den nye pagt bliver alt vendt om, og Frelsen – Guds velsignelse – groede frem at det hellige Kors’ træ.
Men hvilken pris havde ikke denne vor Frelse! Han, som havde påtaget sig den menneskelige natur, led alle de sjælelige og legemlige pinsler, et menneske kan lide: “Min sjæl er bedrøvet indtil døden” (Matt. 26, 38).
I Jesu menneskelige lidelse var ensomheden måske noget af det frygteligste. I hin mørke time i Getsemane ser vi ikke Kristi lille skare, hvor svag den end var, standhaftigt på den ene side, og de mægtige fjender på den anden side – men Jesus helt alene, og de mennesker, Han havde kaldt til sig, på flugt. Under Korset finder Han sin hellige Moder og også nogle af disciplene; og Han giver os, den stridende Kirke, Maria som vor Moder, for at vi i livet må følge hende ad Korsvejens bitre sti.
Men i det store Offer er og bliver Guds Søn dog alene, og befaler Sin Ånd i Faderens hænder. Overfor dette Offer kan vi kun, som vi også gør i hver eneste hellige Messe, udbryde: Guds Lam, som bærer Verdens synd, forbarm Dig over os!
Han bevarede også i lidelsen sin Guddommelige natur og den udødelighed, der trods det at Hans menneskelige natur led døden, overvandt det Onde og købte os den evige Frelse. På grund af Sin Guddommelige natur, der kendte alt, vidste også Mennesket Jesus hvordan Han skulle lide: “Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme Ham til døden og overgive Ham til hedningerne, og Han skal blive hånet, pisket og korsfæstet….” (Matt. 20, 19).
Det betyder ikke, at det er let at tro på den stedfortrædende lidelses store Mysterium. Vore små menneskelige ofre i fastetiden, eller i livet i øvrigt, kan ikke på nogen måde sammenlignes med Den Retfærdiges totale Offer. Dette Mysterium er for Verden og vor forstand ubegribeligt, men for den troende al menings kilde: “For vel er ordet om Korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” (1. Kor. 1, 18).
Troens virkelighed er i sandhed ikke på nogen måde en åndelig forlængelse af menneskelig snusfornuft, men fordrer en radikal og betingelsesløs anerkendelse af Troen som det dyrebareste og eneste værdifulde, vi kan opnå i dette liv. Derfor siger Jesus så ofte til de mennesker, Han møder og helbreder: “Din tro har frelst dig”.
FORTSÆTTES…