Hvordan kan man tro på Gud når der sker så meget ondt i verden? Det er én af de indvendinger man nemt kan have når man ser hvad mennesket er i stand til at gøre. Hvilken trøst kan troen give os når vi ser krig og ødelæggelse rundt omkring os. Menneskets ønske er forhåbentligt inderst inde at troen på det gode i verden i sig selv kan overvinde frygten for hvad ondskaben kan præstere; men hvorfor er der egentlig grund til at bekymre sig…?
Hos evangelisten Johannes finder vi ofte en dualisme mellem lyset og mørket samt det gode mod det onde. For Johannes er der ingen tvivl om at Jesu opgave her i verden var at overvinde ondskaben, og give os mennesker del i det ultimativt gode – livet med Gud. Den kristne tro handler dybest set om at det gode allerede har overundet det onde i verden.
Nu er det at tro jo ikke bare en form for intellektuel erkendelse af om Jesus vitterligt er Guds Søn eller ej. Vi mennesker kan måske nok nå frem til en form for rationel erkendelse af, at troen kan give en vis mening, men hvis ikke vores hjerte er med i det, så er troen i sidste ende nok ikke så meget værd. Troen er nemlig mest af alt virksom når vi med hele vores hjerte og sind tilslutter os den overlevering som vi har modtaget fra andre som har troet på Kristus, og derved vist os vejen til Gud. Når vi i vores indre tør åbne os op for Gud, bliver troen først og fremmest levende, og når troen er levende har den også nemmere ved at være et konkret element, og ikke mindst en vigtig del af vores dagligdag.
Selvom vi gennem dåben er blevet forenet med Gud i dette liv, og nu styrer målrettet mod livet i evigheden, så må vi konstant sørge for at give næring til vores tro. Bønnen og sakramenterne er den ilt som vores sjæl og tro behøver for at kunne overleve. Vores åndelige liv og særligt modtagelsen af sakramenterne sørger ikke kun for at styrke vores forhold til Gud, men disse dele hjælper os også til at stå imod enhver form for synd.
Når ridderne i meget gamle dage skulle i kamp, så var de jo nødt til at tage både rustning på og sørge for at have et sværd i hånden, for ellers ville de næppe komme ret langt ude på slagmarken – man kan sige, at på samme måde udruster vores åndelige og sakramentale liv os til den åndelige kamp i vores eget liv. Alene kan vi mennesker ikke overvinde det onde, men hjulpet af Guds nåde kan vi kæmpe imod det, og endda begrænse ondskabens indflydelse i verden. Johannes fortæller os at ”at vores tro har overvundet verden”. I realiteten har troen på Kristus vundet over den Onde, og så længe at vi i dagligdagen forsøger at holde os tæt til Gud, så skal alting nok gå fint i sidste ende