Stillet overfor dødens barske virkelighed, kan vi som mennesker ofte havne i en dyb eksistentiel krise. For hvilken mening har livet, hvis det eneste vi bevæger os frem imod er den sikre død og tilintetgørelse…?
Uden troen på, at døden ikke er den endelige afslutning på livet, vil døden i sidste ende blot være et paradoks eller et mysterium som vi ikke kan forstå. Det er denne realitet som mange mennesker i dag kæmper med, netop fordi at troen på noget større end denne verden fundamentalt set mangler i deres liv.
Som kristne er døden ikke noget vi som sådan skal ophøje eller fejre, men vi skal forholde os til det faktum at vi alle sammen – før eller siden – også vil blive kaldt bort fra dette jordiske liv.
Da vi for efterhånden længe siden begyndte Fastetiden Askeonsdag modtog vi asken på hovedet som tegn på at vi i sidste ende blot er støv, og derfor en dag skal dø. Med denne virkelighed i baghovedet har vi forsøgt at fordybe os endnu mere i hvad Jesu død og opstandelse betyder for os.
På en måde er korset blevet til et modsigelsens tegn, fordi at det der udelukkende var tænkt til at være et grusomt torturinstrument for flere tusinde år siden, pludseligt blev vendt fra at være et tegn på døden, til et tegn på liv.
Men selvom vi i dag ser på korset som vor frelse, er det svært ikke at møde korset i stilhed…for foden af korset står Jesu mor og den discipel han elskede…de står i stilhed og betragter korset. De står med en blandet følelse af tomhed og uforståelse overfor det som er sket.
Også vi bliver hver især ofte konfronteret med vores personlige kors, som vi må tage på os og bære…vi kan ikke altid sætte ord på det, eller forstå hvorfor Gud giver os visse byrder i vores liv. Også vi fyldes med en uforståelse overfor de ting vi udsættes for i vores liv….vi kan næppe forstå det i dette liv, men i stilheden kan vi forsøge at betragte korset. I stilheden kan vi forsøge at erkende at korset i vores liv ikke er et mål i sig selv, men det er det instrument Gud giver os til at overvinde denne verden.