Sidste søndag var det 50 år siden, en ny ritus for fejringen af messen i den katolske kirke – Novus Ordo Missae – blev indført i store dele af Kirken (nemlig de fleste sogne, hvor man ikke som i visse andre sogne og bispedømmer holdt fast i den traditionelle messe). Som ventet udeblev alle fejringer og markeringer: og vi ved jo også nu, at det “store spring fremad” udeblev. Ja, reformerne fulgtes, især i Vesten, af en ubrudt tilbagegang i præstekald og af deltagere i messen, så man i dag lukker mange flere kirker end der bygges. Utallige præster forlod deres funktion i det følgende tiår. Der er ikke meget at fejre. Menigheder, præstelige selskaber og bispedømmer oplevede derimod fremgang de steder, hvor man holdt fast i den liturgiske tradition, og hvor den i dag atter indføres – ikke mindst takket været Motu Propriet Summurom Pontificum fra 2007, som slog fast, at denne tradition ikke kan afskaffes, og at alle katolske præster – ja, alle katolikker – har en umistelig ret til at bede messen, som Kirken med få og små variationer har gjort det siden Pave Gregor den Stores dage (6. århundrede).
De eneste markeringer af jubilæet vi har kunnet opspore, er kritiske analyser af, hvor forhastet reformen var, og hvilken blandet modtagelse og virkning den fik. Læs fx Joseph O’Briens artikel i New Catholic Register, som blandt andet slår fast at “anerkendte sociologiske studier bevidner den hastige tilbagegang i kirkegængere som fulgte efter den indførelsen af den nye messe”. Og det er jo altsammen ikke rigtig noget at fejre… men vi kan bestemt glæde os over at forbudstiden er endegyldigt forbi.