I mange år – fra 1969 til 2007 – bad og arbejdede tusinder af katolikker for, at den traditionelle messe atter måtte blive tilgængelig for dem og deres trosfæller. Det lykkedes lidt efter lidt, og til sidst – i hvert fald formelt, men mange steder også reelt – i kraft af Pave Benedikts afgørelse af sagen, gennem motu propriet Summorum Pontificum, som trådte i kraft 14/9 2007.
Og så, 13 år senere, blev messen igen (nu også i den nye form) utilgængelig for lægfolk i store dele af verden – denne gang pga. en epidemi, og de verdslige regeringers beslutninger, hvis bedste mening – at bevare liv – ikke skal betvivles her.
I København havde vi kun haft adgang til messen på alle søndage i et halvt års tid. Og savnet er selvfølgelig smertefuldt for enhver katolik – uanset hvad man måtte mene om situationen.
Man kan modtage denne smerte på flere måder. For nogle er det et kors og et afsavn der skal bæres som en slags bod. For andre giver det anledning til undren eller ligefrem protester, at det er muligt at gå til frisør og byggemarked, men ikke til den hellige messe. Atter andre udtænker kreative ideer til at gøre messen tilgængelig på måder, som ikke udfordrer øvrighedens bestemmelser.
Der er udtryk for lidt af hvert nedenfor, fra flere dele af verden. Vi bringer dem som inspiration til eftertanke, både hos læserne og hos de øvrighedspersoner der måtte læse med. Og lad os – igen, uanset hvordan vi tænker om den nuværende situation – huske Jesu egne ord: “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt…” (Matt. 10,28).
