Af Gideon Ertner, læge
Samfundet er så småt ved at åbne op igen ovenpå corona-nedlukningen, og for os kristne presser spørgsmålet sig på, hvornår turen kommer til kirkerne. Jeg kan ikke give et svar, men jeg kan give nogle kvalificerede overvejelser som læge med flere års erfaring indenfor bekæmpelse af smitsomme sygdomme og aktuelt beskæftiget i Sundhedsstyrelsen med håndtering af corona-krisen. Her taler jeg naturligvis som privatperson og ikke på vegne af min arbejdsplads.
Under nedlukningen af Danmark er alle trossamfund blevet påbudt at holde deres lokaler lukket for offentligheden, om end visse religiøse handlinger for op til 10 personer kan gennemføres, og flere ved bisættelser/begravelser. Generelt god efterlevelse af råd om afstand og hygiejne, samt en tidlig indsats, har imidlertid gjort at vi i Danmark er solidt placeret på epidemiens ”grønne kurve”. Datamodeller fra Statens Serum Institut indikerer at en ”kontrolleret genåbning” af samfundet er forsvarligt, på trods af at der vil være mere kontakt mellem folk. I første omgang gælder det daginstitutioner, de små skoleklasser, sundhedsvæsenet, domstolene samt liberale erhverv som fx frisører og tatovører. Modellerne viser ganske vist, at det er overvejende sandsynligt at en endnu større genåbning vil være forsvarlig målt ud fra den forventede belastning af sundhedsvæsenet – men pga. den statistiske usikkerhed går man mere forsigtigt frem.
Og hvad så med kirkerne? For nuværende gælder forsamlingsforbuddet på mere end 10 mennesker i hele samfundet, hvilket vanskeliggør afholdelse af offentlige messer. Større forsamlinger vil da på nuværende tidspunkt formentlig heller ikke være forsvarligt. Privat bøn vil dog kunne afvikles fuldt forsvarligt, især hvis der opfordres til at vaske/spritte hænder før og efter man har været i kirken og kirkebænkene rengøres dagligt. Er der virkelig mindre smitterisiko ved massage eller tatovering end ved nogle øjeblikkes bøn i en kirke med god afstand til andre? Naturligvis ikke. At kirkerne ikke er åbnet skyldes snarere, at dette ikke har været langt fremme i nogen politiske dagsordener, og dermed heller ikke er medtaget i de statistiske modeller. Næst efter påvirkningen af sundhedsvæsenet er samfundsøkonomien det vigtigste element for beslutningstagerne, og i det perspektiv er kirkerne – desværre – ganske uinteressante.
Frem mod 10. maj vil hele landet følge smittesituationen nøje for om en yderligere genåbning vil være forsvarlig. Det kræver en fortsat indsats i den brede befolkning, og der er desværre tegn til, at der slækkes på forholdsreglerne. Myndighederne vil dog iværksætte flere tiltag til at understøtte hensigtsmæssig adfærd, herunder en styrket testindsats og opsporing af kontakter til bekræftede tilfælde. Min egen umiddelbare vurdering er, at det selv med en yderligere genåbning fortsat er realistisk at holde smitten på et kontrolleret niveau på både kort og langt sigt. Sundhedsvæsenet har kapacitet til at håndtere flere patienter med ny coronavirus. Hvad der er acceptabelt afhænger dog af den politiske vilje.
For de færreste vil kirkerne og andre trossamfunds bedehuse dog være et fokusområde, og der er en risiko for at de fortsat afskrives som ikke-essentielle for samfundet. Også selvom der ikke er nogen som helst grund til at tro at en genåbning af kirkerne under de rette forhold vil skabe større problemer end en genåbning af fx café- og restaurantlivet eller foreningslivet. Og selvom fortsatte begrænsninger for religionsudøvelsen, der ikke modsvarer begrænsninger andetsteds i samfundet, må antages at være i strid med Grundloven og den Europæiske Menneskeretskonvention – men det vil kræve en retssag at komme nærmere.
Hvis ikke kirkerne genåbnes i nær fremtid, kan det være vi skal se på nye, tilpassede måder at samles fysisk om sakramenterne. At holde bønslivet indenfor hjemmet og se på livestreamede messer har været nødvendigt i denne krisesituation, og kan uden tvivl have tjent os til gavn og læring hvis vi har taget det på os i den rette ånd. Men det må ikke blive normalen, slet ikke hvis ikke det er strengt påkrævet af sundhedsfaglige hensyn. Gud kan give sin nåde på mange måder, men sakramenterne er nu engang den primære og almindelige kilde til Kirkens liv – især den fælles fejring af Eukaristien.
Det er kun lokaler der skal holde lukket, og generelt er smitterisikoen mindre ved ophold udendørs. Man kunne godt allerede nu – på fuldt lovlig og sundhedsfagligt forsvarlig vis – fejre messe eller holde sakramental tilbedelse mv. for grupper op til 10, med behørig afstand, i en have ved kirken (eller endda på parkeringspladsen som ”drive-in” for et større antal). Kommunion vil være fuldt forsvarligt at uddele (både i hånden og munden) hvis præsten desinficerer sine fingre mellem hver troende. Skriftemål vil også kunne gennemføres forsvarligt i et lokale med 2 meters afstand eller med en tynd skærm af træ/glas/plast mellem præst og troende. Hvis kirkerne åbnes, men med en begrænsning på forsamlinger over fx 50 mennesker, skal man måske indføre tilmelding til messerne og en øgning i messefrekvensen. Muligvis må nogle nøjes med messe hver anden søndag, men det er bedre end ingenting. Håndhygiejne og hyppig rengøring vil være en forudsætning – hertil kræves, at de troendes taknemmelighed afspejles i handling.
Med lidt kreativitet og en ekstra indsats kan man således sagtens opretholde et virkeligt, snarere end virtuelt, sakramentalt liv der drager åndelig omsorg for de troende indenfor sundhedsfagligt forsvarlige rammer.