For snart 850 år siden, den 25. juni 1170, afholdtes en af Middelalderens største og vigtigste danske kirkefester – som Saxo skriver, en “fest med kongelig pragt”. Anledningen var gravlæggelse og helgenkåring af en dansk adelsmand i den store benediktinerkirke i Ringsted , som vi i dag kender som Sankt Bendts kirke. . Nordens førende biskopper – herunder biskop Absalon – var til stede, ligesom Kong Valdemar den Store og “en stor mængde af rigets stormænd”. Der har utvivlsomt været en endnu større skare af jævne folk. Den nye danske helgen var ingen anden end Kong Valdemars fader, den hellige Knud Lavard, som mange år før – den 7. januar 1131 – var blevet myrdet ved Haraldsted udenfor Ringsted. Hans banemand var Magnus, søn af kong Niels, hos hvem Knud havde været gæst under julefesten. Valdemar blev født 7 dage efter mordet, og der fremsprang på åstedet en lægedomskilde, “som menneskene stadig siden har haft gavn af” (Saxo), idet mange dér blev helbredt for deres sygdomme. Næsten 40 år og adskillige krige efter huskede folket både den unge hertug Knud, og ikke mindst de mirakler der vedblivende skete i skoven ved Haraldsted.
Kapellet, som blev opført på stedet, såvel som benediktinerklosteret i Ringsted, i hvis kirke den hellige Knud Lavard blev helgenkåret og gravlagt, blev allerede få år efter den helliges død genstand for en stor valfart, som fortsatte i århundrederne derefter. Hans helgenkåring i 1170 markerer et højdepunkt i Kirkens og kronens samliv som er så karakteristisk for hele Middelalderen. Kirken var og er vel at mærke hele verdens kirke, som klart stod over alle kronede hoveder. Som vi alle ved blev der vendt op og ned på det forhold i Danmark, da Christian den 3. fra omkring 1536 brød båndet til den universelle Kirke og erstattede den med en lokal statskirke, hvis overhoved var kongen og ikke Peters efterfølger.