Frankrig er næst efter USA det land i verden, hvor den traditionelle liturgi har størst betydning. Mange unge præster, der er oplært på seminarier hvor det ikke er muligt, har på eget initiativ lært sig at fejre den traditionelle messe. Dertil kommer, at omkring 20% af de nyviede franske præster tilhører præstelige selskaber og ordner der bruger den traditionelle liturgi. Også i Frankrig er demografien med traditionen: begge tendenser vokser år for år, og det er et spørgsmål om få årtier, før et flertal af landets præster fejrer den traditionelle messe.
For at få et billede af frugterne af Motu Propriet Summorum Pontificum (2007), udsendte Troslærekongregationen sidste år en serie spørgsmål til verdens biskopper. Den franske bispekonference har nok ment at dens fælles svar ville forblive henmmeligt. Men nu er det kommet frem. Det er en ganske forbløffende samling af fortielser, usandheder og manipulationer, samtidig med at svaret er ganske kort (10 sider) og uden skygge af dokumentation. Det hænger dårligt sammen med virkeligheden, ja, det hænger også som tekst dårligt sammen.
Det hævdes således, at den ekstraordinære form ikke har “påvirket” seminarierne (præsternes uddannelse), men samtidig indrømmes det mellem linierne at mange unge præstestuderende er blevet påvirket: de har nemlig har lært at fejre den traditionelle messe “i deres sommerferie”. De franske biskopper burde nok snarere bekymre sig om det katastrofale fald i præstekald som de fleste af bispedømmerne har oplevet – lige bortset fra de få, som Toulon, hvor man faktisk kan lære om og af den traditionelle messe på seminariet.
Udbredelsen af den traditionelle messe underdrives systematisk og med tal, som enhver med tilgang til oversigter på nettet kan konstatere er forkerte, i nogle tilfælde i stalinistiske dimensioner. Der siges intet om de bispedømmer, hvor almindelige katolikker gennem mange år – sommetider årtier – med engleagtig tålmodighed, og hundreder af underskrifter, har anmodet deres biskop om at anvende Motu Propriet i deres sogn. Det påstås, at den traditionelle messe ikke er missionarisk, samtidig med at det beklagende indrømmes at den “fascinerer” unge mennesker og oftest etableres efter ønske fra “familier med mange børn”. Der siges intet om at verdens største valfart finder sted på fransk grund, hvor mellem 10000 og 20000 unge hvert år gennem årtier har deltaget i valfarterne mellem Paris og Chartres (indtil sidste år, hvor virusforholdene ikke tillod det).
Med meget god vilje kunne man formode, at de franske biskopper ikke ved hvad der foregår i deres bispedømmer. Men mon ikke der snarere er tale om falskhed: når ingen ser, hvad vi svarer, spiller vi dem et lille puds i Rom. I det skjulte spilles der stadig på Titanic.