Sankt Karl Borromæus Gruppen

Levitmesse

Messen i søndags blev fejret som levitmesse, den højtidelige form af søndagsmessen. Om denne form af messen skriver Adrian Fortescue:

Den højtidelige messe er normen; det er i det komplette ritual med diakon og underdiakon, at ceremonierne kan forstås. Således antager rubrikkerne for messen altid, at denne form fejres. Den stille messe, sagt af en præst alene med en tjener, er en forkortet og forenklet form af det samme. Dens ritual kan kun forklares med en henvisning til højmessen. For eksempel går celebranten over til nordsiden af alteret for at læse evangeliet, fordi det er den side, som diakonen går i procession til ved højmessen.

Det er under nutidens forhold en stor nåde og opyggelse, når det er muligt at fejre denne “normative” form af den højtidelige messe, hvis grundform blev stadfæstet ved synoden i Limoges (1031). Messens tekster går længere tilbage, men vi kan med glæde tænke på, at selv ritualets enkeltheder – bygget op omkring celebranten, diakonen og subdiakonen – har været uforandrede i mindst 1000 år.

Naturligvis har den sungne højmesse uden diakon og subdiakon også været almindelig i århundreder, særlig i mindre sogne hvor der ikke var diakoner og subdiakoner. Men den højtidelige form fik en ny opblomstring med den liturgiske bevægelse, som fokuserede på at styrke det kristne folks bevidsthed om og kendskab til liturgiens rigdom og betydning – herunder om at Kirken altid bør frembære liturgien så værdigt og højtideligt som forholdene tillader.

Og selvom enhver messe naturligvis har samme åndelige værdi uanset om den er høj eller lav, så har Kirken også i dag dette kald: intet er for smukt, for højtideligt eller for krævende, når det gælder gudstjenesten. Da Maria, Martas søster, salvede Jesu fødder med kostbar olie, er det kun Judas Iskariot som protesterer: “Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?”. Og evangelisten (Joh. 12, 6) betror os Judas’ sande motiv: ” Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv”. Judas ville stikke pengene til side til sig selv. Gerrighed og minimalisme ift. fejringen af Jesu Korsoffer i messen er aldrig af det gode.