En dejlig nyhed fra Frankrig: valfarten “Vor Frue af Kristenheden”, fra Paris til Chartres, har allerede over 16.000 – sekstentusind – indskrevne deltagere, med en gennemsnitsalder på 20.5 år. Valfarten er Europas største vandrende valfart, og deltagerne tilbagelægger de 100 km fra Paris til Chartres til fods, over de tre dage fra Pinselørdag til anden pinsedag. Sidste år deltog omkring 12.000. Blandt de tilmeldte tælles 300 præster og ordensfolk og 1400 deltagere fra 21 forskellige lande udenfor Frankrig (herunder Danmark!). Foruden de 16.000, som mødes i Paris næste lørdag morgen, er der over 5000 som deltager åndeligt i valfarten (“De hellige værneengles kapitel).
Skulle nogen have håbet, at diverse benspænd kunne reducere katolikkernes og særlig de unge katolikkers trofasthed overfor den traditionelle messe – som fejres hver dag på valfarten, den sidste dag i Chartres navnkundige domkirke – så må de da være slemt skuffede. Man kan ikke med forordninger blokere Helligåndens virke i Kirken, som gennem hele dennes historie har formet den latinske tros- og bønsskat, med liturgien som det synlige udtryk. Kristenheden fremstår uden tvivl voldsomt svækket i det meste af verden, hvor materialismen og den deraf følgende åndelige sult ikke er ophørt med at vokse i de seneste mange år. “Vor Frue af Kristenheden” fremstår således som et modsigelsens tegn, et tegn på at der også er håb og vækst i Kirken.
Vi vil fra næste lørdag rapportere fra dette års valfart i billede og lyd!