
For første gang i et stykke tid kunne der i dag fejres levitmesse. Den 6. august kan Festen for Herrens Forklarelse fejres også selvom det er en søndag, og det blev gjort i dag. Som bekendt foregår Herrens forklarelse på bjerget Tabor, hvor en røst fra Himlen forkynder om Jesus: “Dette er min elskede Søn” (Matt. 17, 1-9). Prædikenen reflekterede over det faktum, at mange af Frelseshistoriens store øjeblikke er knyttet til bjerge – fra Sinai og Morija over Karmel til Oliebjerget og Golgatha. Bjergenes betydning er både i det gamle og i det ny testamente nærheden til Gud og Himlen, hvor Hans røst høres, og Hans ofre frembæres. Selv om det alter, messen fejres på, tales der i tribønnen (Salme 42) om det som et bjerg: adduxerunt in montem sanctum tuum (“jeg blev ført til dit hellige bjerg”). Danmark har ikke fysiske bjerge, men hver gang messen frembæres, løfter vi vore øjne mod det hellige bjerg, hvor Gud kommer til syne og fra hvilket den hellige Eukaristi bringes til os i den hellige kommunion.