Hvis man skal tro den store katolske avis La Croix (25/04/24), er der en kraftigt voksende interesse for liturgien blandt unge franskmænd, både lægfolk og præstestuderende. Således erklærer 70% af bispedømmernes præstestuderende, at “fejringen af sakramenterne” er deres fremtidige missions centrum, vigtigere end “prædiken og udbredelse af evangeliet” og andre svarmuligheder. Mange af dem lægger stor vægt på messens form og riter. Men præsterne mærker også interessen blandt unge lægfolk. Pastor Gilles Drouin, som leder afdelingen for liturgi ved Institut Catholique i Paris udtaler: “tidligere handlede sjælesorgen blandt unge meget om møder og debatter. I dag drejer det sig mere om fejring af liturgien”. Det er blevet almindeligt at unge mennesker knæler og modtager kommunion på tungen, også under messen efter 1969-ritus. Artiklen fortsætter med at pege på, at denne liturgiske interesse også på andre måder koncentrerer sig om hvad journalisten kalder “fortidens former”. Præsten Timothée Pattyn (bispedømmet Lyon, ansvarlig for den traditionelle messe i St Georges kirken og tidl. FSSP) har således 34000 følgere på Instagram, hvis indhold er musik og klik fra og om denne messe (se eksempel nedenfor). Studenterpræsten Paul Clerval (32 år) bekræfter: “De unge kristne af i dag har brug for også med legemet at følge Kristus. Det er ikke en søgning efter det æstetiske for æstetikkens skyld, men ønsket om smuk og nærende liturgi er et tegn på at man vil leve et kristent liv som er fuldstændigt og forenet.” Mange af de unge, som udtaler sig til artiklen, peger på at de har fundet troen i den traditionelle liturgi – ikke så få gennem SSPX; men der er også flere som ubesværet bevæger sig mellem den traditionelle og den moderne messeform. Og som pastor Drouin minder om: “Huysmann [fransk forfatter, 1848-1907, red.] blev omvendt af en æstetisk oplevelse, og Claudel [fransk digter, 1868-1955, red.] engang da han hørte Magnificat blive sunget”.
Man tænker ved sig selv, at Kirken i nyere tid har haft en enestående evne i at falde over egne ben: Latin blev i praksis afskaffet i den moderne ritus, netop som globaliseringen tog fart, så mange i dag bor andre steder end der hvor deres “modersmål” tales; og selvom den ensidige fokus på hverdagsagtige forklaringer og flad struktur måske var på mode i 1970’erne, er det i dag det overnaturlige og mystiske som (i den traditionelle liturgi) adskiller liturgiens form fra massemediernes debatter. I Frankrig er den traditionelle liturgi så bredt tilgængelig, at Kirken nu oplever en liturgisk vækkelse. Men i andre lande?