Vi har tidligere berettet om, hvordan biskoppernes svar på en undersøgelse vedrørende den traditionelles messes funktion i bispedømmerne var overordnet positive, men alligevel (da disse svar endelig kunne holdes hemmelige) blev brugt som grundlag for det berygtede motu proprio “Traditiones Custodes” (TC, 2021). På tidspunktet for den første beretning (1. juli 2025) havde vi dog kun sammendraget af rapporten, hvor allerede konklusionen godtgør, at brugen i TC var direkte løgnagtig:
Afslutningsvis udtalte en biskop fra Filippinerne i sit endelige svar på spørgeskemaet: “Lad folket være frit til at vælge.” Og Benedikt XVI sagde under sit møde med den franske bispekonference under sit apostoliske besøg i Frankrig i 2008, med henvisning til motu proprio Summorum Pontificum: “Jeg er klar over jeres vanskeligheder, men jeg tvivler ikke på, at I inden for rimelig tid kan finde løsninger, der er tilfredsstillende for alle, så Kristi sømløse klædning ikke bliver yderligere sønderrevet. Alle har en plads i Kirken. Hver person, uden undtagelse, bør kunne føle sig hjemme og aldrig afvist. Gud, som elsker alle mennesker og ikke ønsker, at nogen skal gå fortabt, betror os denne mission ved at udnævne os til hyrder for sine får. Vi kan kun takke ham for den ære og tillid, han har vist os. Lad os derfor altid stræbe efter at være enhedens tjenere.” Pave Frans har taget dette udtryk fra Benedikt XVI til sig, gjort det til sit eget og bekræftet det som et værn mod enhver form for splittelse og udelukkelse i Kirken. I sidste ende kunne disse ord tjene som et kriterium for vurdering, bedømmelse og vejledning for os i dag.
Vi ved nu, at Pave Frans overhovedet ikke tog Pave Benedikts ord til sig, men tværtimod modsagde dem direkte, og med TC skabte en splittelse og udelukkelse som ikke havde været kendt siden 1970’erne. Endnu i de seneste måneder har brugen af TC enkelte steder i USA vist denne grimme side af den nyere kirkehistorie.
Men nu har vi fået flere detaljer angående biskoppernes svar, i en ny bog udgivet i oktober af Mgr. Nicola Bux og journalisten Saverio Gaeta (begge fra Italien). Bogen bærer den sigende og lange titel (i den engelske oversættelse): The Liturgy is not a spectacle. The questionnaire to the bishops on the old rite: weapon of mass destruction?
Bogen giver som sagt, bispedømme for bispedømme, et sammendrag af hvad disse svarede. Her er hvad der står om svaret fra Danmark (ovst. bog, p. 63):
Den ekstraordinære form [den traditionelle messe, red.] fejres i landets eneste bispedømme. Ingen negative aspekter rapporteres, men derimod at fejringen “stimulerer interessen for liturgiens historie og for den gregorianske sang, også blandt de der ikke deltager i den ekstraordinære form”. Det foreslås derfor at “bevare den tilgængeligheden af den ekstraordinære form, idet afskaffelse ville føre til frustration og unødvendige konflikter. Selvom enkelte deltagere i den ekstraordinære form har negative holdninger fx til 2. Vatikankoncil, bør man oplyse dem i stedet for at ødelægge muligheden for at andre kan få udbytte af den ekstraordinære form.
Helt tilsvarende svar kommer fra de fleste bispedømmer verden over: frigivelsen af den traditionelle ritus har medført afspænding og berigelse i Kirken, idet deltagerne gennem denne form af liturgien ofte har opnået et dybere forhold til troen. Messen tiltrækker mange unge og børnefamilier, og fører til nye kald til præste- og ordenslivet. Ligesom i København peger en del af svarene på, at der (formentlig ligesom blandt alle andre troende) findes personer blandt deltagerne, som trænger til oplysning og vejledning vedrørende latin, 2. Vatikankoncil osv., men at det i det store hele er et fremskridt at udelukkelsen og isolationen af den traditionelle ritus er aftaget, ligesom den traditionelle liturgi opfylder et pastoralt behov og tiltrækker nye generationer til Kirken. Man kan som sagt i bogens fyldige uddrag og referater få et nuanceret billede af svarene fra alverdens lande, og ikke mindst også få et billede af at situationen i 2020 (hvor undersøgelsen blev besvaret) var at messen faktisk blev fejret i mange flere lande, bispedømmer og sogne end før Pave Benedikts intervention. I alt svarede 428 af de 711 adspurgte bispedømmer, og selv blandt de få, hvor den traditionelle messe ikke er blevet efterspurgt, er der en del som giver argumenter for at muligheden bør bevares. Således hedder det i et svar fra Angola: “Vi ser ingen negative aspekter i diversiteten af liturgiske former i Kirken, når blot troen og formen bevares; det er godt at de, der er seriøst tiltrukket af denne ritus, kan deltage i den”.
Der er selvfølgelig ikke kun positive svar. Fx er der blandt de 115 rapporter som man modtog fra amerikanske bispedømmer fem, som er direkte imod Pave Benedikts forordning og anbefaler noget i stil med TC; samtidig noteres det, at den traditionelle messe faktisk fejres i 85% af bispedømmerne. De fem kunne sagtens tænkes at være dem, som her inden lukketid har taget chancen og brugt TC til at indskrænke adgangen, også på steder hvor tusinder af troende så er blevet udelukket fra deres sogne.
Man finder også i andre lande enkelte ret chokerende meldinger, som fx denne fra et ikke navngivet bispedømme i Asien: Den ordinære og den ekstraordinære form repræsenterer to forskellige forståelser af Eukaristien, af Kirken, af dåbens præstedømme [sic] og af det gudviede liv (for blot at nævne nogle af de væsentligste teologiske forskelle). At indføre elementer af den ekstraordinære form ville sende modstridende signaler til de troende. Her udtrykkes altså den virkelig chokerende holdning, som desværre nok var almindelig hos tilhængere af liturgireformen i 1970’erne, at den reformerede liturgi i virkeligheden kommer med en ny tro, som er forskellig fra den som Kirken havde før reformen; altså en form for “protestantisme” for hvilken den ekstraordinære form er uacceptabel fordi Kirkens tro fra før 1969 var forkert og i modstrid med den, der er indeholdt i den ordinære form. Netop den “splittelsens teologi”, som Pave Benedikt forsøgte at gøre op med og som også findes i segmenter af SSPX (bare med modsat fortegn). Det skal igen understreges, at denne holdning er sjælden også i Asien, og at det store flertal også dér udtrykker sig i stil med den filippinske biskop som citeres i rapportens sammendrag (se første citat ovenfor).
Alt i alt kan vi altså nu med større vægt og grundlag slå fast, at TC er i modstrid med erfaringen og holdningen hos det store flertal af verdens biskopper, selvom dokumentet (da disse erfaringer og holdninger endnu kunne holdes hemmelige) påberåbte sig dem som grundlag. Det kan kun gå for langsomt med at afskaffe TC og hele sårene i Kirkens legeme, sår som kun er blevet ret få og små fordi de fleste af verdens biskopper har holdt fast i deres rolle som vogtere og forvaltere af liturgien i deres bispedømmer.