Uddrag af Kardinal Robert Sarah’s bog “Pour l’éternité” (nov. 2021), p. 154:
Ved begyndelsen af fastetiden understreger man i dag ofte, at det, der tæller, er hjertets og sindets faste. Der insisteres på, at faste ikke primært er noget ydre, og at det slet ikke drejer sig om en fysisk bedrift. Alt dette er retfærdigt og godt. Men vi insisterer så meget på dette, at vi ender med at forsømme kroppens faste, som er en støtte for hjertets faste. Vi tror, vi er engle, og vi mener, at bare vi mindes sandheden, har vi også omsat den til praksis. Men vi har brug for konkrete hjælpemidler.
Kristus, som selv fastede fyrre dage og fyrre nætter, indbyder os til at gøre som han gjorde. Moses fastede gentagne gange fyrre dage og fyrre nætter, nemlig hver gang han mødte Gud “ved stenalteret, alteret i den pagt, som Jahve indgik med os.”
I fastetiden, hvor den gamle pagt understreger vigtigheden af kropslig selvkontrol gennem faste, afholdenhed og natlig vågen, opfordres vi også kraftigt til at reflektere over, hvad menneskelegemet repræsenterer. Evangeliet kalder Jesu legeme for et tempel. Templet er det sted, hvor ofre frembæres til Gud, det hellige rum, hvor Gud viser sig selv, og hvor vi kan møde ham ansigt til ansigt. Langfredag, da Guds søns legeme blev sat på korset, blev der bragt et fuldkomment offer, helligt og glædeligt for Gud, til syndernes forladelse. Gud viste gennem dette legemlige offer, hvor meget han elsker os, nemlig til kærlighedens ende, med andre ord, til døden. Ingen har større kærlighed end den der dør for sin kærligheds skyld.
Hvordan får vi vores krop til at deltage konkret i fasten? Hvordan forbereder vi den til at være Guds tempel? Hvorfor er vi holdt op med at faste konkret, kropsligt? Hvorfor accepterer vi ikke længere at berøve os selv mad, som Jesus gjorde i fyrre dage og fyrre nætter? Finder vi, at denne bod og ydmygelse af vores krop er overdreven, ubrugelig, forældet og uegnet til vores tid, hvor produktion og forbrug er tegn på fremskridt?
Det er bestemt ikke nok bare at spise mindre. Vi må også, og frem for alt, absolut afholde os fra synd og bekæmpe vores onde tendenser. Det påhviler os, på en meget konkret måde, at forny os selv dagligt og at bevæbne os til at bekæmpe “det gamle menneske, der vil fordærve sig selv gennem skuffende lyster, at forny os selv ved en åndelig fornyelse af vores værdier, og at iføre os det nye menneske, der blev skabt efter Guds vilje, i retfærdighed og sand hellighed”. Vi må bekæmpe vore dødelige kårs rutiner. Vi må alle arbejde på at der intet bliver tilbage af det gamle livs laster.