P. Marx blev for en del år siden udnævnt som “præst for Sankt Karl Borromæus Gruppen“, dvs. som ansvarlig for den sjælesorg der knytter sig til fejringen af den traditionelle eller “ekstraordinære” liturgi i bispedømmet. På engelsk taler man om en sådan sjælesorg (der fx også kan rette sig mod specifikke sproggrupper) som et “chaplaincy”. Der er ikke tale om et egentligt sogn, men netop om sjælesorg for en gruppe. Sådanne udnævnelser er ikke usædvanlige i den katolske kirke, og er for tiden også den mest almindelige måde at organisere sjælesorg knyttet til den traditionelle liturgi. Således har biskoppen af Arlington netop oprettet et nyt “chaplaincy” for den traditionelle ritus hvor det præciseres, at de udnævnte præster skal “serve the needs of those who attend Mass and receive other sacraments in the Extraordinary Form” (varetage behovene for dem, der deltager i messen og modtager andre sakramenter i den ekstraordinære form) – præcis som i Danmark. Der er altså formelt intet nyt i den amerikanske udvikling, udover at den afspejler Pavens appel til bispedømmerne om “generøst at inkludere personer, som oprigtigt er knyttet til Vetus Ordo” – utvivlsomt i højere grad end det er sket mange steder i bl.a. Frankrig og USA i de allerseneste år.
Pave Leo har hidtil ikke ønsket at gøre op forbuddet mod at oprette nye personalsogne for den traditionelle ritus (som der dog findes en del af rundt omkring), men har dog allerede gjort det klart, at han ikke vil acceptere flere splittende indgreb og overgreb mod specifikke grupper af troende, der i troskab mod Kirken simpelthen “deltager i messen og modtager andre sakramenter i den ekstraordinære form”. Rundt omkring er der fortsat en del ældre mennesker som drømmer om sådanne overgreb mod traditionelle katolikker der – for de flestes vedkommende – ikke har lod og del i de splittelser, som åbnedes i 1970’erne. De gør klogt i at læse denne udvikling: krigen er forbi, freden er på vej, og ingen tjener Kirken ved at søge at udelukke andre katolikker fra at deltage i den tradtionelle liturgi og derved få adgang til hvad Pave Benedikt kaldte de “skatte som har formet sig i Kirkens tro og bøn” gennem det meste af Kirkens historie.