Epistel: Rom. 6,3-11; Evangelium: Mark. 8,1-9
Forberedelse til den hellige messe – 6. søndag efter Pinse
I dag kalder Kirken mig til på ny at betragte det liv, jeg modtog i den hellige dåb. Ved den korsfæstede og opstandne Kristi kraft blev jeg i dåben begravet med Ham, for at jeg skulle genopstå til et nyt liv. Den nåde, som blev skænket mig, er ikke blot et minde fra fortiden, men en levende gave, som skal bære frugt hver dag.
Jeg træder derfor frem for Gud i ydmyghed. Jeg erkender, hvor ofte jeg har levet mere efter det gamle menneske end efter det nye; hvor synd, egenvilje og forsømmelse har undertrykt dåbens nåde i min sjæl. Jeg beder om oprigtig anger og et fast forsæt om at vende mig bort fra det, som skiller mig fra Kristus.
Evangeliet viser mig den store skare, Kirken, som Herren ikke sender tomhændet bort. Han ser Kirkens nød, og med få brød mætter Han alle i overflod. Sådan ønsker Han også at mætte min sjæl, som han har mættet de troendes sjæle gennem hele Kirkens lange historie, selv i de allermørkeste tider. Det lille, jeg bringer – min tro, mit håb og min kærlighed – er utilstrækkeligt i sig selv, men når jeg opofrer det til Ham, bliver det i Hans hænder til velsignelse.
Jeg fatter derfor den beslutning at nærme mig Guds Alter med tillid. Kristus, som venter mig der, er den samme Herre, som underviste jødefolket, som grundlagde den hellige Kirke og som den dag i dag viser barmhjertighed mod alle oprigtigt angrende syndere. I den hellige messe gør Han sit offer nærværende, og i den hellige kommunion skænker Han sig selv som sjælens sande føde.
Herre Jesus Kristus, forny i mig dåbens nåde. Rens mit hjerte, styrk min vilje og lær mig at leve som et sandt Guds barn. Giv, at denne hellige messe må gøre mig mere forenet med Dig, så mit liv bliver et vidnesbyrd om Din død og opstandelse. Lad mig ikke søge min egen ære, men altid Din. Amen.