Kardinal Kurt Koch, præfekt for dikasteriet for kristen enhed, reflekterede i et interview (udgivet 2/7 som podcast af det tyske tidsskrift Communio) over hvordan Kirken kan komme videre efter de ulovlige bispevielser hos SSPX (1/7). Han peger i nedenstående uddrag på, at der, når man klart har påpeget selvmodsigelserne i selskabets syn på Kirkens institutioner, også er et udestående behov for at Kirken på andre punkter forholder sig mere selvkritisk:
I går så vi, hvordan SSPX på markant vis iscenesatte den æstetiske glans ved de gamle liturgiske ritualer. Samtidig kan vi se, især i USA, men også i Frankrig, en voksende interesse blandt den yngre generation for disse traditionalistiske former for kristendom. Et måske lidt følsomt spørgsmål: Er dette ikke også en anledning for den katolske kirke, som den er i dag, til at gøre status – måske til at værdsætte den særlige sandhed, som findes i traditionalismen, og bruge den som anledning til selvkritisk refleksion?
KARDINAL KOCH:
Ja, jeg mener, at det kunne blive udtryk for en form for selvretfærdighed, hvis vi blot fordømmer Broderskabet og siger, at de er på afveje, uden samtidig at spørge, om der findes grundlæggende mangler i Kirken i dag, som Broderskabet minder os om.
For det første tænker jeg på det uafklarede spørgsmål om forholdet mellem de to former for den ene romerske ritus, sådan som pave Benedikt kaldte det. Pave Benedikt viste en vej frem, men pave Frans bremsede den ganske radikalt. Jeg mener, at dette spørgsmål bør gennemtænkes på ny, især af hensyn til de troende, som føler sig tiltrukket af denne liturgiske form, uden at de deler hele Broderskabets ideologiske overbygning. For disse troende må vi finde nye veje.
Et andet problem er den ekklesiologiske pluralisme, som præger økumenien i dag, hvor alle kirker og kirkelige fællesskaber i praksis behandles som ligeværdige, således at det i sidste ende bliver ligegyldigt, hvilken kirke man tilhører. Dermed glemmes den katolske kirkes enestående karakter, som det andet Vatikankoncil klart understregede.
For det tredje er der den religiøse pluralisme – forestillingen om, at alle religioner i lige grad er veje til Gud. Disse teser er i dag vidt udbredte, og det ville være godt at bruge konfrontationen med Broderskabet som anledning til selvransagelse og overveje, hvad der må ændres. Kun på den måde kan vi troværdigt vise Broderskabet, at de misforhold, de peger på, ikke er indeholdt i koncilet, men er udviklinger, som opstod efter koncilet.