De seneste udtalelser fra kardinal Sarah kompletterer fint det næsten samtidige interview med ærkebiskop Cordileone. For at starte med det sidste, er den californiske biskop meget tydelig og ærlig ift. hvordan den traditionelle form af liturgien står i dag: Dette kan ikke standses. Det er det, der tiltrækker unge mennesker, og det vil fortsætte med at gøre det. Selvom han nok især refererer til USA, kender vi det jo også fra Danmark og resten af Europa. Den traditionelle liturgi tiltrækker, når den tillades, mange unge mennesker der ellers ikke ville have fundet Kirken. De traditionelle seminarier bugner af kald.
Det er der så enkelte ældre gejstlige og lægfolk som finder bekymrende eller truende. Men som kardinalens udtalelser sammenfattes i Il Foglio: Det billede af enhed, der tegner sig gennem kardinal Sarahs udtalelser, er både traditionelt og pastoralt. Det fastholder troslærens integritet og liturgiens hellige karakter, samtidig med at det afviser en nulsumstænkning, hvor den ene liturgiske form kun kan bestå på den andens bekostning. Forsøgene på at undertrykke den traditionelle liturgi er destruktive for den nye, fordi de kun kan ses som en manglende tillid til at den kan bestå uden at alle andre former holdes nede. Hvis den nye er så fantastisk som forbudstilhængerne siger, vil den da sagtens kunne overleve at den ældre trives i små, afgrænsede hjørner på skæve tidspunkter og uden spor af tvang.
Resultatet af forbud kan i hvert fald, i flg. ærkebiskop Cordileone, kun blive mere splittelse: folk vil føle, at de ikke har andet valg end at søge hen, hvor de oplever at blive åndeligt næret på den mere traditionelle måde, som Kirken tilbeder på – de må gå uden for officielt godkendte institutioner og fællesskaber, og det vil de gøre. Og kardinal Sarah tilføjer at denne indirekte støtte til den institutionelle opløsning ikke blot er til skade for Kirken, men også at det er et drama, ja, en sand og egentlig synd, at der på et så væsentligt område som liturgien kan opstå en form for krig. En synd: at forholde sig til Kirkens århundredlange historie som noget der skal forbydes eller i hvert fald trænges udenfor Kirkens egne rammer, når den så tydeligt fortsat er levende, ja måske endda ustoppelig. En alvorlig synd, fordi man ikke blot skaber splittelse, men også giver udtryk for at man foretrækker lukkede og tomme kirker fremfor at et voksende antal unge finder Kirken ad en vej, som man ikke selv synes om (og som absolut ingen tvinges til at deltage i). Der er intet nulsumsspil at håbe på med disse intriger og juridiske fedtspillerier – kun synd og splittelse.