Fra formanden for Sankt Karl Borromæus’ Støtteforening lyder flg. opfordring til bøn for konklavet, som starter i morgen:
Der er nu meget kort tid til, at Konklavet mødes for at vælge den næste efterfølger af Apostlen Peter. Herfra skal lyde en opfordring til alle til at faste og bede intenst for, at kardinalerne må lade sig lede af Helligånden til at vælge den bedst egnede kandidat.
I den ældre form af liturgien fejres i skrivende stund ”Den Gode Hyrdes søndag” med evangeliet om Den Gode Hyrde (Joh. 10). I den nye form læses evangeliet hvor Jesus giver Peter hans mission: ”Har du mig kær? – Vogt mine får.” (Joh. 21) Hvor passende, at den ældre og nye form på en måde forenes i en proklamation af hvad vi skal bede for i den kommende pave: at han må være en hyrde efter den Gode Hyrdes hjerte, der kan lede fårene i kærlighed til Kristus.
Andre har delt forskellige bønner – jeg vil selv foreslå hver dag indtil resultatet af valget foreligger at bede om alle helgenernes forbøn i alle helgens litaniet, samt at bede rosenkransen, og faste så strengt som man nu overhovedet har mulighed for. Uanset hvordan man vælger at gøre det, er det væsentlige at gøre det fuldt ud og af kærlighed til Jesus Kristus og til Kirken, hans mystiske legeme her på Jorden.
Et pavevalg er altid vigtigt for hele Kirken, men særligt vigtigt selvfølgelig under de nuværende omstændigheder for os blandt de troende der er knyttet til den ældre form af liturgien. Der er ingen grund til at dvæle ved hvordan mange biskopper, præster og troende der værdsætter denne form er blevet behandlet de seneste år under pave Francesco. Vi kan konstatere, at dette pontifikats højt besungne intentioner om at lytte til og inddrage de troende i beslutninger, om dialog og om plads til forskelligheder i ringe grad har været gældende for os. Det er helt legitimt at undre sig over, men frugtesløst at klage og forbitres. Det er i sidste ende det bedste og rigtigste for en kristen tålmodigt at tage enhver modgang på sig som et kors, i efterfølgelse af Kristus. Idet vi i disse dage beder for Francescos sjæl, ofrer vi det hele og ham til Gud og overlader alt til hans retfærdighed.
Gud tillod at pave Francescos hjerte blev hårdt overfor os, og vi kommer måske aldrig helt til at forstå hvorfor, men vi kan huske på profeten Malakias’ ord: ”Han sidder og smelter sølvet og renser det. Han renser levitterne og lutrer dem som guld og sølv, så de på rette vis kan frembære offergaver til Herren.” Vi ved ligeledes at ”alt samvirker til gode for dem der elsker Gud”.
Enhver modgang indebærer mulighed for renselse fra hvad der er ufuldkomment og ikke tjener Gud. Selv helgenerne har haft behov herfor – ja det har været helt afgørende for deres helliggørelse. Hvad end vi har haft behov for, og fortsat har behov for, at blive renset fra, må vi tage imod Guds opdragelse og være bevidste om at vi er syndere og intet fortjener fra Guds hånd.
Vi ved ikke hvad der er i vente for os. En ny pave kan vælge enten at videreføre status quo for den ældre form, give den mere fri eller forsøge at lukke den endnu mere ned. Men vi kan være sikre på, at hvad der end sker vil Kirkens nuværende krise ikke være forbi, og der vil altid være nok af arbejde for os. For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at den ældre form aldrig vil ophøre med at være en vigtig gave for Kirken. Den levede videre i mange troendes hjerter efter liturgireformen i 1969 trods at næsten alle biskopper i verden mente, at den nye form fuldstændig skulle overtage – og blev givet videre til nye generationer indtil dens anerkendelse på ny af pave Benedict XVI i 2007. Og trods de hårde restriktioner, som pave Francesco pålagde den i 2021 – og at nogle forsøgte at få ham til at gå endnu længere – er den ikke forsvundet. Flere steder oplever den stadig vækst, særligt blandt yngre troende, og fremelsker mange konversioner, kald og dannelse af gode familier.
Andre end jeg har vist set Forsynets hånd i at der skulle gå omkring 40 år mellem liturgireformen og pave Benedict XVI’s beslutning, en ørkenvandring som Israels. Det skal ikke undre os at det forjættede land endnu ikke er taget i besiddelse – men vi skal nok tage ved lære af, at israelitterne efter erobringen af Jeriko led nederlag ved Ai fordi nogle blandt dem ikke fulgte Herrens befalinger, men berigede sig selv (Josva 7).
Den ældre form af liturgien er ikke, og må aldrig være, ”vores projekt”. Det som pave Benedict XVI lærte i 2007 gælder stadig og kan ikke modsiges: ”Hvad tidligere generationer har anset for helligt, forbliver også helligt og storslået for os og kan ikke pludseligt være helt forbudt eller endnu værre: betragtes som skadeligt. Det påhviler os alle at bevare de rigdomme, der er kommet til udvikling i Kirkens tro og bøn, og at lade dem få deres rette plads.”. Han påpegede også, at det var ekstremt problematisk for hele Kirkens selvforståelse og troværdighed når det, den engang anså for sin helligste skat, blev behandlet som noget forbudt og forkert. Den ældre form af liturgien er en skat der tilhører Kirken, og vores bestræbelser for at bevare den skal altid være båret af kærlighed til og lydighed mod Gud og hans Kirke.
I den forbindelse skal også fortælles hvad Benedict, som pave emeritus, for nogle år tilbage sagde til en præst der besøgte ham og udtrykte bekymring for at pave Francesco ville indføre restriktioner mod den ældre form af liturgien. Benedict mente først ikke der var risiko for dette, men så så på ham med alvorlig mine og pointerede: ”Husk, at Jesus Kristus er Kirkens Herre”.
Paver kommer, og paver går, men Kristus og Kirken består. Kristus er givet al magt i Himlen og på Jorden, og han er Den Gode Hyrde som aldrig forlader os. Men lad os bede til, at han – i sin nåde og for sin æres skyld – også må give at hans stedfortrædere må være gode hyrder, der må vogte alle hans får med kærlighed og lede dem ad de rette stier.
Gideon Ertner
2. søndag efter Påske, A.D. MMXXV