Sankt Karl Borromæus Gruppen

Valfarten Rom-Subiaco

Mens den meget større valfart Paris-Chartres er kendt over hele verden, vil vi her introducere den mindre kendte traditionelle valfart fra Rom til Subiaco, som sidst fandt sted 25/4-27/4. Subiaco, valfartens mål, er kendt som Benediktinerordenens fødested. Den hellige Benedikt af Nursia (480-547) opholdt sig gennem tre år i en grotte her, inden han stiftede den benediktinske orden, der siden transformerede hele den vestlige kristenhed. Over grotten findes endnu i dag det benediktinerkloster, som i 800-tallet blev opført for at ære den store helgen. Også Sankt Scholastias kloster, grundlagt af Benedikt selv i 520, står endnu i byen. Valfarten fra Rom til Subiaco stammer tilbage til tiden lige efter Benedikts død, og er en del af pilgrimsvejen fra Rom til Monte Casino klosteret, endnu i dag benedikterordenens hovedsæde. Subiaco ligger vest for Rom, og ruten til Subiaco er omkring 80 kilometer.

I dag gennemføres valfarten endnu i den traditionelle liturgis rytme. Årets valfart blev indledt 25/4 med en stor messe i Santa Maria Maggiore basilikaen, og havde udover italienske deltagere også kapitler fra Frankrig, Spanien, Ungarn, Argentina, Irland, og England. En fransk deltager beretter:

Vi tog afsted fra den pavelige basilika Sankt Maria Maggiore i procession til Laterakirken, passere forbi kirken “Quo Vadis”, vandrede ad Via Appia Antica, krydsede pladsen i Castel Gandolfo omkring den pavelige residens, besøgte helligdommen for Vor Frue af det Gode Råd i Genazzano, fejrede den hellige messe på andendagen på Colonna-slottet, hvor pave Martin V blev født, og ankom endelig til Subiaco hvor vi fejrede den afsluttende messe i klosterkirken Sankt Scholastica, og afsluttede med et besøg i den hellige grotte, hvor den hellige Benedikt lagde grundlaget for det vestlige ordensliv, som vores Europa hviler på. Alt dette, forenet med vandringens bodspræg, med Kirkens universalitet, som kommer til udtryk gennem deltagelsen af pilgrimme fra mange dele af verden, og med trosfællesskabet ved deltagelse i den hellige messe efter den romerske rites ældre form (Usus Antiquior), har givet hver af os en følelse af taknemmelighed, skønhed og tro, som er helt ubeskrivelig.

Næste års valfart finder sted 24/4-26/4.