Vi bringer her en oversættelse af et interview med Kardinal Gerhard Müller, som blev publiceret i det italienske dagblad Il Giornale i dag:
“Lad den gamle og den moderne ritus leve side om side. Forbyde latin? Det giver de oprørske medvind.”
Teologen Gerhard Müller: “At kræve blind lydighed er ikke kristen stil. Ingen kompromiser i dogmatikken, men større tolerance i det pastorale arbejde.”
Nico Spuntoni – 1. juli 2026 kl. 11.22
Benedikt XVI udnævnte ham til leder af Kongregationen for Troslæren, og Frans gjorde ham til kardinal. Gerhard Ludwig Müller er en af vor tids mest fremtrædende teologer og samtidig et af kardinalkollegiets mest indflydelsesrige medlemmer. I et interview med Il Giornale siger den tyske kardinal, at tiden er kommet til at lægge perioden med forbud mod den tridentinske messe bag sig – en periode, der begyndte i 2021 med offentliggørelsen af Traditionis Custodes – og igen liberalisere den ældre liturgiske form, sådan som Ratzinger gjorde.
Deres Eminence, mener De, at det forestående lefebvrianske skisma bør føre til en genovervejelse af de stadig gældende forbud mod messen på latin i Kirken? Vores avis har fremsat dette forslag i en leder skrevet af chefredaktør Tommaso Cerno.
»Ja, også fordi lefebvrianerne kan gøre disse forbud til et symbol på deres uenighed med Rom. De restriktive tiltag har nærmest fungeret som propaganda for lefebvrianerne, som kan udnytte dem til at udbrede deres synspunkter.«
De mener altså, at Traditionis Custodes ikke har virket efter hensigten?
»Det har ikke haft en positiv virkning. At benytte en autoritær metode for at kræve blind lydighed er ikke vores stil – ikke den kristne stil. Kun når det gælder dogmatikken, må der ikke være kompromiser, men i det konkrete pastorale arbejde kan der være en vis tolerance.«
Kan den gamle ritus og det nye missale eksistere side om side?
»Benedikt XVI fandt en god løsning med Summorum Pontificum, hvor han fuldt ud anerkendte den gamle ritus. Dette motu proprio skabte stor fred i Kirken. Vi må ikke glemme, at Kirken har flere forskellige riter, som også har forskellige former. Man kan ikke forbyde ritus i dens ældre form.«
Hvorfor fik Traditionis Custodes ikke den ønskede virkning?
»Den autoritære tilgang hos mange biskopper, som kun har tænkt på at forbyde, har bestemt ikke hjulpet. Men det er ikke en god hyrdes stil. Jeg mener, at der er behov for selvransagelse på dette punkt. At hævde, at alle, der foretrækker den gamle ritus, afviser Det Andet Vatikankoncil, er usandt. Med samme logik kunne man jo sige, at ikke alle, der foretrækker Novus Ordo, accepterer koncilet. Se blot, hvad der sker i Tyskland, hvor nogle biskopper gerne påberåber sig koncilet, men derefter regelmæssigt tilsidesætter dets lære.«
Hvordan vil De svare dem, der mener, at den såkaldte latinske messe er skadelig for Kirkens enhed?
»Hvordan kan den være skadelig, når Kirkens helgener og kirkefædre har fejret messen i denne form? Og Det Andet Vatikankoncil har aldrig sagt, at den form, der blev brugt indtil da, var forkert. Når man sammenligner de to former, ser man straks, at det er den samme ritus, med kun ganske få nuancer til forskel.«
Hvilken erfaring har De selv med den gamle ritus?
»Jeg fejrer liturgien i den nye form, men jeg har aldrig haft problemer med at tage imod invitationer til at celebrere for disse grupper og foreninger, som er fuldt loyale over for Kirken. For nogle år siden celebrerede jeg afslutningsmessen ved den traditionelle valfart til Chartres for 22.000 unge. Hvordan kan vi sige til dem, at de skal blive hjemme, hvis de foretrækker messen i den gamle form?«
Er det altså ikke rigtigt, at de, der vælger den gamle liturgi, afviser koncilet?
»I Kirken har vi allerede foreninger og grupper, som lovligt fejrer den gamle form og fuldt ud anerkender koncilet i fællesskab med paven og bispekollegiet.
Jeg vil endda sige, at en fuld tilladelse til denne liturgiske form, kombineret med en accept af koncilet, også er en løsning for dem, der efter ulydigheden i forbindelse med bispevielserne foretaget af Præstebroderskabet Sankt Pius X ønsker at vende tilbage til fuldt fællesskab med paven, som er det varige princip for Kirkens enhed og dens grundlag.«