For godt fire år siden konverterede en af dansk digtnings store nye stjerner, Signe Gjessing, til den katolske tro. Og i seneste og sidste nummer af katolsk orientering uddyber hun den åndelige vej, som hun siden har fulgt. Vi citerer fra den i sin helhed læseværdige og tankevækkende artikel:
Da Signe blev optaget i Den katolske Kirke, var det under en tridentinsk messe i Jesu Hjerte Kirke. Netop denne messeform har draget hende på en særlig måde: ”Det, som tiltaler mig, er den meget ophøjede skønhed, og jeg oplever, at den gregorianske sang går i ét med kirkerummet. Jeg er meget inspireret af middelalderhistorikeren Brian Patrick McGuire, som taler om middelalderkirken som værende verdenskirkens frieste form, fordi der ingen grænser er. Den er overalt. På en eller anden måde føler jeg en forbindelse til de andre kirkesamfund, når jeg er i den tridentinske messeform. Jeg kan meget klart sige, hvorfor jeg elsker Den katolske Kirke: Det, som ligger trygt og godt i Folkekirken, er levende i Den katolske Kirke. I Folkekirken taler man meget om den grund, den står på. Jeg oplever helt personligt, at i den latinske messeform bliver denne grund levende. Så jeg har nærmest en større hengivenhed for Folkekirken nu, end da jeg var en del af den, fordi jeg føler, jeg nu har stiftet bekendtskab med det levende vand, et levende gudsforhold, som selvfølgelig nok også kan fås i de andre kirkesamfund, men jeg føler det meget nærværende i den latinske messeform.
Tankevækkende, fordi den latinske messeform tænkes ind i en helhed, der også omfatter avantgardistisk digtning, hengivenhed til andre kristne traditioner, og en frihed i nutiden med rødder i middelalderens universalisme. Tro aldrig, at den latinske tradition er tilbageskuende og begrænsende, den er grænseløs som et levende vand der rinder til alle tider, og nærer både nutid og fremtid.