Når vi tænker på Kristi korsfæstelse, tænker vi nok oftest på de smerter, som vor Frelser led for vores skyld, og som er så synlige i billeder og krucifikser. Vi ser i Kristi blodige legeme den syndige og selviske menneskeheds modstykke og frelse, og det Offer, Han gjorde af kærlighed til os. Men hvor forfærdelig smerten for den Korsfæstede end har været, så ydes det store og allerhelligste Offer dog i det øjeblik, hvor Kristus, som evangelisten skriver, “bøjede hovedet og opgav ånden” (Joh. 19, 30).
Guds Søn kunne, som sandt Menneske, faktisk dø, og Han døde faktisk på korset. At fastslå dette er betydningsfuldt ikke blot fordi det modsatte er blevet hævdet (særlig i de første århundreder af Kirkens historie), men især fordi Hans død sætter Hans Guddommelige natur ind i den afgørende kamp med døden og vor fjende, “for at Han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden havde levet hele deres liv i trældom” (Heb. 2,14). Uden Hans død ville korsets lidelse have været et tegn på linie med fodtvætningen, men ville ikke have fuldført Hans mission som Verdens Frelser.
Mattæus (27, 52) fortæller da også, hvordan “mange af de hensovede helliges legemer stod op” i det øjeblik, vor Jesus trådte ind i døden. Ligesom Hans menneskevordelse sker i det øjeblik hvor Maria giver englen sit ord, bliver døden magtesløs i det øjeblik hvor Guds Søn træder ind i den. At menneskelivet er “helligt”, idet det kan indgå i Guds evighed, beror på dette store mysterium. At Gud selv, ved at blive menneske og dø for os, gav syndige mennesker adgang til Sit evige liv: “mens vi endnu var Hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at Hans Søn døde” (Rom. 5, 10).
Kristus døde for os af egen fri vilje, med Opstandelsen for øje: “Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. ” (Joh. 10, 18). Gud, som er almægtig, er også Herre over liv og død i det skabte. Han kan komme og gå i det, som er Hans værk og ejendom, ganske som Han vil. Men at Han faktisk gik ind i døden, som vi her bekender, er alligevel et stort Mysterium, uadskilleligt fra det, at Han gik ind i livet som Menneske.
Vor bekendelse, at Han blev begravet, bekræfter blot bekendelsen af vor tro på Hans død. Jesu Kristi Guddommelighed forlod aldrig Hans hellige legeme, men fulgte det i graven, og bevarede det fra den naturlige materielle nedbrydelse (Salm. 15,10). Det legeme, som Hans Moder holdt i sine arme efter nedtagelsen fra Korset, er det uforgængelige Legeme, som hver dag hengives på Kirkens altre.
FORTSÆTTES…